Medie: USA dræber op mod 30 russere i Syrien

Et amerikansk angreb i Syrien har ifølge CNN kostet mellem 20 og 30 russiske lejesoldater livet. Moskva forsøger at nedtone episoden

Et amerikansk ildstøttefly af typen AC-130 blev sendt i luften over Syrien den 7. februar. Flyet bliver blandt andet kaldt Dødens Engel og kan alt efter konfiguration været bevæbnet med Gatling-kanoner, maskingeværer og artilleri-kanoner. Foto: U.S. Air Force photo by Senior Airman Julianne Showalter
Et amerikansk ildstøttefly af typen AC-130 blev sendt i luften over Syrien den 7. februar. Flyet bliver blandt andet kaldt Dødens Engel og kan alt efter konfiguration været bevæbnet med Gatling-kanoner, maskingeværer og artilleri-kanoner. Foto: U.S. Air Force photo by Senior Airman Julianne Showalter

Et sted mellem 20 og 30 russiske lejesoldater mistede livet, da amerikanske styrker den 7. februar udførte et tre timer langt angreb i den østlige del af Syrien.

Det skriver det amerikanske nyhedsmedie CNN, der siden episoden har gravet dybt for at finde flere oplysninger om både baggrunden for angrebet samt om antallet af dræbte.

Ulig sig selv har den russiske regering i Moskva nemlig ikke ønsket at bekræfte andet, end at fem russere muligvis har mistet livet.

Er oplysningerne om op mod 30 dræbte russere korrekte, er der ifølge CNN tale om det dødeligste møde mellem USA og Rusland siden slutningen af Den Kolde Krig.

Tæppebombede i tre timer
Ifølge det amerikanske nyhedsmedie rykkede en styrke den 7. februar på omkring 500 mand østfra over Eufrat-floden til olie- og gasfeltet nær Deir ez-Zur på den vestlige bred. Styrken bestod af russiske lejesoldater og krigere fra en kristen milits, der ligesom russerne kæmper på den syriske regerings side. 

Indtil for få måneder siden var olie- og gasfeltet under IS' kontrol. Siden har det været kontrolleret af militsen Syrian Democratic Forces (SDF), der kæmper mod både IS og den syriske regering.

SDF er støttet af USA - og dermed principielt også af Danmark, der deltager i den amerikansk-ledede koalitions krig mod IS i Syrien. Da den 500 mand store styrke indledte et angreb, rykkede amerikanerne ud for at hjælpe deres allierede med at forsvare olie- og gasfeltet.

Amerikanerne sendte et AC-130 ildstøttefly i luften sammen med helikoptere, ligesom artilleri blev sat ind i kampen.

I tre timer tæppebombede amerikanerne området i hvad, der af overlevende over for CNN bliver beskrevet som en decideret massakre.

'Krigsforbrydelse'
Kort efter angrebet meldte en amerikansk embedsmand ud, at omkring 100 prosyriske milits-krigere havde mistet livet. I den forbindelse blev der ikke nævnt noget om dræbte russere.

Efterfølgende meldte den syriske regering ud, at den anser angrebet som en krigsforbrydelse.

Ifølge amerikanerne gjorde de dog hvad de kunne for at advare russerne gennem de officielle kanaler, der er etableret mellem den amerikansk-ledede koalition og Rusland i forbindelse med krigen i Syrien for at undgå, at de mange aktører på slagmarken rammer hinanden.

- Russerne sagde, at de ikke kendte noget til det, da vi informerede dem om styrken, der havde krydset (Eufrat-floden, red). Da styrken kom nærmere, blev de igen informeret, da beskydningen begyndte, sagde den amerikanske forsvarsminister James Mattis den 11. februar.

CNN: Syrisk olie finansierer russiske internet-trolde

De russiske lejesoldater var udsendt af firmaet Wagner, der ifølge CNN har forbindelse til andre firmaer ejet af den russiske oligark Yevgeny Prigozhin, der i fredags sammen med 12 andre russere blev sigtet af de amerikanske myndigheder for indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Yevgeny Prigozhin står angiveligt bag den såkaldte trolde-fabrik, Internet Research Agency, hvor en mindre hær af internet-debattører forsøger at påvirke den offentlige debat gennem blogindlæg, falske nyheder og kommentarer til artikler og på de sociale medier.

Samtidig er CNN kommet i besiddelse af et dokument, der viser, at selskabet Evro Polis, der ifølge de amerikanske myndigheder også er ejet af Yevgeny Prigozhin, har lavet en aftale med det syriske regime om, at selskabet får 25 procent af omsætningen fra oliefelter, som vindes tilbage fra oprørsstyrker.

Yevgeny Prigozhin har tidligere benægtet af have nogen form for forbindelse til Wagner, men ifølge aktivisten Ruslan Leviev fra The Conflict Team, der overvåger den russiske involvering i Syrien, er der ikke tvivl om, at det hele hænger sammen.

- Det ser ud til, at på et eller andet niveau overlapper alle Prigozhins aktiver, og han bruger pengene fra dem til at finansiere projekter som trolde-fabrikken, Wagner, Evro Polis og så videre, siger han til CNN.

Wagner er ikke vendt tilbage på CNNs henvendelser.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere