Medier: 100 frygtes dræbt i gaseksplosion i Nigeria

I første omgang var der meldinger om fire dræbte efter eksplosion ved gasanlæg. Dødstallet er nu mangedoblet.

Flere end 100 mennesker frygtes omkommet under en eksplosion på en gasfabrik i det sydøstlige Nigeria. Det oplyser flere internationale nyhedsbureauer.

Ifølge Al Jazeera skete eksplosionen sent torsdag aften i byen Nnewi.

Beboere i området siger til nyhedsbureauet Reuters, at tragedien indtraf, da en tankbil var ved at losse butangas ved fabriksanlægget. Samtidig var flere kunder ved at påfylde deres gasflasker.

I første omgang blev der meldt om fire dræbte og et tilsvarende antal sårede. Antallet af omkomne er ifølge lokale medier langt højere. Nyhedsbureauet dpa skriver "omkring 100".

Gasanlægget blev fuldstændig ødelagt, og adskillige huse i nærheden blev beskadiget, siger en medarbejder fra Røde Kors til Reuters. Desuden skulle omkring 50 biler være brændt ud i det efterfølgende flammehav.