Menneskelig fejl skyld i flystyrt med 112 døde

112 mennesker omkom, da et fly i maj styrtede ned i Cuba. Nu kender man årsagen til styrtet

Foto: AP
Foto: AP

Det var en menneskelig fejl, der fik et 39 år gammelt fly til at styrte ned i Cuba i maj. Det oplyser det mexicanske selskab, der ejer flyet, mandag.

112 mennesker blev dræbt i flystyrtet. Kun en person overlevede.

Det gør flystyrtet til det værste i Cuba i næsten 30 år.

De sorte bokse fra flyet indeholder optagelser af besætningens kommunikation fra cockpittet samt oplysninger om flyets fart, kurs, højde og deslige.

Oplysninger fra boksene afslører, at kaptajnens take-off var for stejl, og at det fik flyet til at styrte ned.

Flyselskabet "påtager sig det fulde ansvar for ofrene for denne tragiske ulykke", skriver selskabet på Twitter.

Flyet var på en indenrigsflyvning fra Havana til den østlige by Holguin.De fleste af de ombordværende var cubanere. Der var dog mindst fem udlændinge om bord - deriblandt to argentinere.

Flyet og dets besætning var kort før ulykken blevet leaset af Cubas nationale luftfartsselskab, Cubana de Aviación, der ejes af det mexicanske selskab Aerolines Damojh.

Det 39 år gamle passagerfly blev i maj 2017 forment adgang til landet Guyana i Sydamerikas luftrum. Forbuddet skyldtes, at flyets besætning i strid med sikkerhedsreglerne tillod at overlæsse flyet med bagage på ture til Cuba.

Efterfølgende anbefalede myndighederne, at Cubana de Aviación ophørte med at lease fly og besætning fra selskabet.

Få dage efter ulykken meddelte Mexicos myndighed for civil luftfart, at den midlertidigt havde suspenderet selskabet Aerolines Damojh.

Luftfartsmyndigheden begrundede suspenderingen med, at den ville være sikker på, at Damojh overholdt reglerne og samtidig indsamlede informationer, der kunne bidrage til at opklare årsagen til styrtet.

Ansvaret for at vedligeholde Boeing 737-maskinen lå udelukkende hos det mexicanske selskab.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere