Menneskesmugler grinede over overfyldte både

Italiensk medie beretter om kynisk menneskesmugler, som kan have været bagmanden bag det, der søndag endte i en katastrofe

Kystvagtskibet Gregoretti ankom mandag til Italien med 27 overlevende fra en kæntret båd, hvor 800 personer mistede livet. (Video: AP)

Søndag morgen druknede op mod 950 flygtninge i hvad der betragtes som den værste katastrofe af sin art i nyere tid, da en båd fyldt med flygtninge kæntrede i Middelhavet.

Flere lande har sat store kræfter ind for at komme flygtningene til undsætning, og EU har iværksat topmøder for at diskutere, hvordan man kan undgå de store humanitære katastrofer, når desperate flygtninge fra blandt andet Syrien og Libyen risikerer livet i tæt pakkede både i håbet om at komme til et bedre liv i Europa.

Ofte ender flugten i en desperat overlevelseskamp på havet, blandt andet fordi bådene ikke er udstyret med nok brændstof, og fordi der er for mange passagerer om bord på bådene.

Og meget tyder på, at det langt fra er tilfældigt, at bådene bliver overfyldt, men at det derimod er en kynisk tilgang fra menneskesmuglerne, der står bag den livsfarlige rejse.

Har sendt 7-8000 af sted
Således har den italienske anklager Nino De Santis fremlagt nogle lydoptagelser af den 34-årige Mered Medhanie, der mistænkes for at stå bag flere menneskesmuglinger over Middelhavet. Det skriver La Repubblica.

I en af de aflyttede samtaler fremgår det, at Medhanie ikke er bleg for at fortælle om de mange flygtninge, han har 'hjulpet'.

- I år har jeg gjort det godt. Jeg har klaret mellem 7000 og 8000 personer, siger han.

Han fralægger sig samtidig ansvaret for, at bådene er overfyldte.

- De siger, at jeg lader alt for mange mennesker komme om bord på bådene. Men det er dem, som vil af sted med det samme, siger han smågrinende på optagelsen.

Sammenlignes med Gadaffi
Ifølge det italienske medie lever den 34-årige familiefar et storslået liv i Libyens hovedstad Tripoli. Under den aflyttede telefonsamtale taler han blandt andet om, hvordan han skal investere de mange penge, som han blandt andet overvejer at investere i Dubai.

- Men det er bedre at investere i USA eller Canada. Der spørger de ikke ind til, hvor pengene stammer fra, siger han.

Den kyniske menneskesmugler bliver blandt venner kaldt 'Generalen' af hans venner, hvilket han selv trives med i stor stil.

- Jeg har samme stil som Gadaffi, ingen er hårdere end mig, siger han på lydoptagelsen.

Det italienske politi mistænker, at Medhanie står bag menneskesmuglingen i Libyen sammen med den etiopiske menneskesmugler Ermais Ghermay, som mistænkes for at have stået bag tidligere forliste flygtningebåde.

Katastrofer fortsætter
Mandag kæntrede endnu to både med flygtninge om bord. En af dem var ud fra den græske ø Rhodos' kyst, hvor det lykkedes lokale at redde de fleste af de ombordværende.

Tre mennesker ud af de i alt omkring 80 personer mistede dog livet, heriblandt et barn. Et billede er efterfølgende gået verden rundt, hvor man ser en lokal beboer står med et barn, som han har reddet op af vandet efter kæntringen.

Foto: AP
Foto: AP
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere