Meteorolog om Texas-uvejr: Svarer til to års dansk regn

Texas forventes at blive ramt af i alt mere end 127 centimeters regn. Helt ekstremt, siger dansk meteorolog

Houston tidligere søndag. Foto: AP
Houston tidligere søndag. Foto: AP

Den amerikanske delstat Texas bliver i disse dage udsat for en helt uhørt stor mængde regn i kølvandet på stormen Harvey.

Amerikanske meteorologer forventer, at der i alt kommer til at falde cirka 50 tommer regn - svarende til 127 centimeter - nogle steder i staten.

Og det er en helt ekstremt mængde, forklarer Jesper Eriksen, der er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- På et helt år kommer der normalt 712 millimeters regn i Danmark. Så det her (1270 millimeter, red.) svarer jo næsten til to års dansk regnvejr.

- Det er helt ekstremt, lyder det fra meteorologen.

Nedbøren har raset siden torsdag i Texas, hvor storbyen Houston særligt er hårdt ramt. Indtil videre er der målt 64 centimeters regn i Houston, men det tal forventes altså at stige kraftigt i de kommende dage.

- Sådan en tropisk cyklon her lever af varme og fugtighed, og det er der masser af i Den Mexicanske Golf, siger Jesper Eriksen.

Dermed er uvejret også meget anderledes, end hvad vi kender fra Danmark.

- De vejrsystemer, vi har i Danmark, de lever mere af kontraster. Så hvis man sammenligner det med en våd karklud, så er der simpelthen mere vand i karkluden derovre, lyder det fra DMI-meteorologen.

- Og så bevæger den her cyklon sig også ekstremt langsomt. Så det er også dens bane, der er meget uheldig, siger han.

Skulle den endelige nedbørsmængde nå op på de 127 centimeter, vil det være den største mængde regn, Texas nogensinde har registreret.

Byen Dayton, der ligger cirka 60 kilometer nordøst for Houston, er den hårdest ramte by indtil videre. Her er der søndag aften dansk tid målt knap 69 centimeter nedbør.

Vandet står højt i Houston dagen efter Harvey kom forbi. Foto: AP
Vandet står højt i Houston dagen efter Harvey kom forbi. Foto: AP
 

Harvey lukker hospital og lufthavne i Houston

Et hospital i Houston er søndag ved at blive evakueret på grund af de kraftige oversvømmelser, der har ramt byen.

Oversvømmelser i hospitalets kælder har beskadiget strømforsyningen, oplyser dommer Ed Emmett, der står i spidsen for myndighedernes hjælpeindsats i Harris County, hvor Houston ligger.

De evakuerede patienter bringes nu til andre hospitaler i området, oplyser Emmett ifølge nyhedsbureauet AP på en pressekonference.

Det er ikke umiddelbart klart, hvor mange patienter der vil blive flyttet.

Hospitalet er langt fra det eneste offer for uvejret.

Houstons største lufthavn, Bush Intercontinental, er lukket fra klokken 10.24 lokal tid, og alle passagerflyvninger er aflyst, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

Indtil videre forventes den at genåbne mandag ved middagstid lokal tid.

Tidligere på dagen måtte Houstons eneste anden lufthavn, Hobby International, opgive at lade fly lette og lande på grund af store mængder regnvand på start- og landingsbanerne.

Også olieproduktionen ud for Texas er ramt af det voldsomme uvejr.

Omkring 22 procent af produktionen er stoppet på grund af den tropiske storm Harvey. Det oplyser de amerikanske myndigheder, der forvalter råstoffer (BSEE), til Reuters.

Omkring 105 olieplatforme i Den Mexicanske Golf er evakueret på grund af uvejret.

I selve Houston har tusindvis af mennesker kontaktet alarmcentralen for at få hjælp til at komme væk fra vandmasserne, oplyste byens borgmester tidligere på dagen.

USA's meteorologiske institut har advaret om, at der samlet set kan falde op mod 127 centimeter regn i visse dele af Houston-området som følge af orkanen Harvey.

/ritzau/