En 30-årig pilot har tirsdag mistet livet i forbindelse med et flystyrt i det nordlige Vietnam.
Det rapporterer vietnamesiske statsmedier ifølge Reuters og AFP.
Flyet - et russisk produceret kampfly af typen Su-22 - forulykkede under landing på en militærbase i Yen Bai-provinsen.
Ulykken skete omkring middag lokal tid.
- Piloten fik ordre på at kaste sig ud af flyet med faldskærm, men forsøgte i stedet at redde flyet. Og så døde han, skriver Vietnam News Agency ifølge AFP.
Vietnams forsvarsministerium har indledt en undersøgelse af ulykken.
To piloter blev dræbt i en lignende ulykke tilbage i 2018. Også dengang var det et Su-22-fly, der forulykkede.
Generelt er der en høj grad af sikkerhed i den civile luftfart i Vietnam, mens ulykker med militærfly er mere almindelige.
Vietnam er i høj grad afhængig af kampfly og andet militært udstyr fra Rusland, som ikke altid er af nyere dato.