Militante angriber hotel i Somalia under politisk møde

Ifølge militant gruppe er flere dræbt i et angreb mod et hotel i Somalia, heriblandt også en 'hvid mand'

En bilbombe er eksploderet ved et hotel i havnebyen Kismayu i Somalia, hvor lokale ledere og politikere mødes.

Eksplosionen blev fulgt af lyden af skud, oplyser en politimand i byen.

- Det er for tidligt at sige, om der er dræbte eller sårede, siger politimanden, Mohamed Abdi.

Den militante bevægelse al-Shabaab har taget skylden for selvmordsangrebet.

Al-Shabaabs militære talsmand oplyser, at der er flere dræbte, og at kampene stadig er i gang fredag aften.

- Først ramte vi hotellet med en selvmordsbilbombe, og så stormede de bevæbnede mujahediner hotellet. Vi kæmper stadig inde i hotellet, siger talsmanden, Abdiasis Abu Musab.

- Der er mange lig inde i hotellet, også en død hvid mand. Vi kontrollerer hotellet nu.

Det hotel, der er angrebet, er ifølge politiet hotel Asasey, der ligger midt i Kismayu.

På hotellet skulle lokale ledere og politikere drøfte det kommende regionalvalg.

- Der var mange mennesker samlet, heriblandt embedsmænd og ældste, mest fra en enkelt klan, fortæller en lokal handlende til nyhedsbureauet Reuters.

Al-Shabaab, der har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, kæmper for at vælte Somalias regering.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere