Militante angriber og dræber nigerianere ved valgsteder

En bevæbnet råbte i forbindelse med angreb at vælgerne var advaret om, at de skulle boykotte valg.

Mindst to nigerianere har mistet livet i angreb, som Boko Haram mistænkes for at stå bag, under præsidentvalget lørdag.

Der er sket mindst to angreb - i nabolandsbyerne Birin Bolawa og Birin Fulani - i delstaten Gombe, hvor den islamistiske gruppe har skabt uro gentagne gange.

En valgtilforordnet hørte ifølge nyhedsbureauet AFP en af de militante true folk på valgstedet.

- Vi hørte de bevæbnede råbe: Har vi ikke advaret jer om at boykotte valget?

Boko Haram-lederen Abubakar Shekau har før præsidentvalget sagt i en videobesked, at den militante gruppe vil angribe under valget, der betragtes som uislamisk af islamisterne.

Egentlig skulle valget være afviklet 14. februar, men det blev udskudt af sikkerhedshensyn.

68,8 millioner vælgere kan vælge mellem 14 præsidentkandidater.

Storfavoritterne er nuværende præsident Goodluck Jonathan og Muhammadu Buhari, som tidligere har stået i spidsen for et militærregime - han kalder sig nu demokrat.

Myndighederne har taget deres forholdsregler for valghandlingen, der ofte ikke går stille for sig i Afrikas mest folkerige land med 173 millioner indbyggere.

Landets grænser er blevet lukket, og der er begrænset bevægelsesfrihed på valgdagen. Begge topkandidater er opsatte på at undgå en gentagelse af valget i 2011.

Dengang blev 1000 mennesker dræbt under uroligheder, da valgresultatet blev meddelt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere