Militante grupper: Enighed om våbenhvile i Gaza

Våbenhvile skal være kommet i stand under forhandlinger, hvor Egypten har været mægler

Militante palæstinensere i Gaza erklærer, at der tirsdag er indgået en våbenhvile med Israel efter en voldsom optrapning af raketangreb og luftangreb.

Våbenhvilen er kommet i stand under forhandlinger, hvor Egypten har været mægler.

- Vi vil overholde våbenhvileaftalen, så længe Israel også gør det, siger flere militante palæstinensiske grupper, deriblandt Hamas, i en erklæring.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og militæret har tirsdag ved 22-tiden endnu ikke kommenteret udmeldingerne om en våbenhvile.

Palæstinensiske embedsmænd i Gaza siger, at der tidligere på dagen blev gennemført de heftigste bombardementer siden krigen i 2014.

Siden mandag har israelske luftangreb kostet syv palæstinensere livet. Mindst fem af de dræbte var militante. Raketangreb fra Gaza mod Israel dræbte mandag en palæstinensisk mand i Israel.

Israels sikkerhedskabinet meddelte tidligere på dagen, at det havde givet militæret ordre til at fortsætte luftbombardementer i Gaza. Angrebene blev omtalt som gengældelse for palæstinensiske angreb.

USA fordømmer i "de stærkeste vendinger" de raket- og missilangreb, som palæstinensere i Gaza retter mod Israel.

Det siger en talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

Hamas og andre væbnede fraktioner i Gaza har sendt over 400 raketter og mortérgranater over grænsen til Israel. Det er sket efter et palæstinensisk overraskelsesangreb med et missil mandag. Missilet ramte en israelsk bus og sårede en soldat.

Hamas siger, at der var tale om gengældelse for et angreb i Gaza søndag, hvor Israels militær dræbte syv militante. Ifølge Hamas kørte israelske soldater ind i Gaza i et civilt køretøj søndag aften og udvekslede skud med medlemmer af den islamistiske gruppe, som kontrollerer Gaza.

Den optrappede vold kan undergrave bestræbelser på at få skabt bedre forhold for Gazas indbyggere med aftaler om lempelser af en 11 år gammel israelsk-egyptisk blokade af det forarmede område.

Et nyt forsøg på at skabe bedre forhold i Gaza støttes af Egypten og Qatar.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere