Mindst 18 er omkommet ved nyt skælv i det sydlige Japan

Et nyt kraftigt jordskælv ramte natten til lørdag i det sydlige Japan. Indtil videre meldes der om 18 omkomne

Se video af jordskælvet, der ramte fredag (AP)

Mens japanske redningsarbejdere stadig forsøger at rydde op efter torsdagens store jordskælv i byen Kumamoto på øen Kyushu i det sydlige Japan, har et nyt jordskælv ramt nær samme by natten til lørdag dansk tid, oplyser USA's Geologiske Overvågning (USGS).

- Antallet af omkomne efter det andet kraftige skælv er på 18 personer, oplyser en embedsmænd.

Ved skælvet torsdag omkom mindst ni personer, hvilket bringer antallet af døde i de to skælv op på 27 personer i alt.

Det seneste skælv, der rystede øen klokken 01.25 natten til lørdag lokal tid, havde ifølge USGS en styrke på 7,0 og ramte i en dybde af 40 kilometer. Japanske myndigheder har målt skælvet til 7,3.

Flere end 1000 mennesker er blevet kvæstet, ligesom at mange frygtes at være fanget i ruinerne fra sammenstyrtede huse.

NHK rapporterer også, at en bro i Kumamoto skulle være styrtet sammen.

Jordskælvene kan ifølge Japans Meteorologiske Agentur (JMA) også have spillet ind på, at vulkanen Mount Aso er gået i et mindre udbrud. Vulkanen er den største aktive vulkan i Japan. Ifølge NHK stiger der røg omkring 100 meter op i luften over vulkanen.

Samlet set er beredskabsniveauet i Japan efter jordskælvene på to på en skala, der går fra et til fem.

JMA udsendte umiddelbart efter skælvet lørdag et tsunamivarsel for øen Kyushus vestkyst og advarede om, at der kunne ske mindre ændringer i havniveauet. Varslet blev dog ophævet kort tid efter.

Japan er et af de mest udsatte lande i verden, når det kommer til jordskælv. Landet har et af klodens mest strikse bygningsreglementer, der betyder, at skaden på infrastrukturen ofte er minimal selv efter store rystelser.

Det til trods fik torsdagens jordskælv adskillige huse til at styrte sammen, og disse rystelser har indtil videre kostet ni mennesker livet og kvæstet op mod 1100 andre.

De japanske myndigheder vil indsætte 20.000 tropper til regionen for at hjælpe med at opretholde orden og deltage i oprydningen.

Der er ingen meldinger om, at jordskælvene har ført til uregelmæssigheder på tre nærliggende atomkraftværker.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere