21 mennesker meldes dræbt, og 50 er blevet såret ved en eksplosion i en kirke i den egyptiske by Tanta i Nildeltaet, oplyser det statslige tv i Kairo.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om årsagen til eksplosionen eller om, hvem der står bag.
Islamistiske grupper, deriblandt Islamisk Stat, har tidligere stået bag bombeangreb på de kristne koptere i Egypten.
Islamisk Stats tilhængere i Egypten har optrappet angreb på kristne i de seneste måneder, efter at de tidligere mest har foretaget spredte angreb i Sinai.
I december tog Islamisk Stat skylden for et bombeangreb ved en koptisk kirke i Kairo, hvor 25 mennesker blev dræbt.
Egyptens kristne samfund har været mål for et stigende antal angreb siden 2014, hvor Islamisk Stat spredte sig ud over regionen fra Syrien og Irak og angreb religiøse mindretal med voldsom brutalitet.
I 2015 blev 21 kristne egyptere, der arbejdede i Libyen, dræbt af Islamisk Stat.
Koptere bliver jævnligt angrebet af muslimske naboer, som stikker ild til deres hjem og deres kirker. Baggrunden for angrebene er ofte et forhold mellem en muslim og en kristen eller bygning af en ny kirke.
Kopterne anslås at udgøre op mod ti procent af Egyptens befolkning på cirka 80 millioner indbyggere.
Jihadister og islamister beskylder kristne for at støtte militærets magtovertagelse i 2013, hvor den islamistiske præsident Mohamed Mursi blev fjernet i forbindelse med en blodig undertrykkelse af hans tilhængere.
Efter Mursi blev fjernet fra magten er et stort antal kirker blevet angrebet og plyndret.
Pave Frans ventes at besøge Kairo den 28. og 29. april for at vise solidaritet med Egyptens kristne samfund.