Mindst 23 mennesker dræbt ved israelsk angreb

Israel har angrebet en elitestyrke fra Iran og det syriske militær i Damaskus som gengæld for et raketangreb

Foto: JALAA MAREY/Ritzau Scanpix
Foto: JALAA MAREY/Ritzau Scanpix

Mindst 16 udenlandske militsfolk og syv andre er blevet dræbt ved et israelsk angreb i Syrien. Det oplyser en overvågningsgruppe.

Israel siger, at dets krigsfly gennemførte meget intense angreb ved den syriske hovedstad. Det israelske militær siger, at det udførte snesevis af angreb mod en elitestyrke fra Iran, Quds Styrken, og mod det syriske militær.

Se også: Israel kalder missilangreb mod Syrien for gengæld

Angrebene var gengæld for fire raketter, som blev sendt mod mål i Israel tirsdag.

- 16 af de dræbte var fra udlandet, mens fem var syriske militsmedlemmer. To af de dræbte var civile, oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Iran har kæmpet sammen med det syriske regime omkring præsident Bashar al-Assads styrker i en otte år lang borgerkrig, som har bragt iranske soldater og militsgrupper helt tæt på Israels grænse.

- Enheder, der rammer os, vil selv blive ramt, siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Den israelske hær siger, at luftangrebene onsdag var rettet mod en lang række militære anlæg, deriblandt militære kommandocentre.

- Det var meget intenst, fastslår en talsmand for den israelske hær, Jonathan Conricus.

Det vigtigste mål var en facilitet i den internationale lufthavn i Damaskus.

Det israelske angreb blev indledt tidligt onsdag, hvor der blev hørt høje eksplosioner i den syriske hovedstad.

Syriens statslige nyhedsbureau Sana oplyser, at syriske luftværnsstillinger beskød de israelske fly. Israel bekræfter, at missiler blev sendt mod flyene, men tilføjer, at ingen fly blev ramt.

Det Syriske Observatorium har under hele krigen i Syrien indhentet oplysninger om sårede og dræbte fra netværk forskellige steder i landet.

Borgerkrigen i Syrien begyndte i marts 2011, da Assad-regimet slog hårdt ned på regeringsfjendtlige demonstranter. Siden er 370.000 mennesker dræbt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere