Mindst 30 dræbt i eksplosion i mine i Ukraine

Over 30 mennesker er dræbt ved mineeksplosion i det østlige Ukraine. Redningsmandskab er endnu ikke på plads

En eksplosion i en kulmine i Donetsk i det østlige Ukraine har kostet mindst 30 mennesker livet og kvæstet 14 andre.

Det oplyser lokale myndigheder i den separatist-kontrollerede region ifølge Reuters.

- Ifølge de foreløbige oplysninger er mere end 30 mennesker dræbt. Redningsmandskab er endnu ikke kommet frem til det sted, hvor eksplosionen fandt sted. De er ved at fjerne det giftige gas, og så vil de gå ned, siger Vladimir Tsimbalenko, leder af den lokale myndighed for minesikkerhed.

Ukraines parlamentsformand, Vladimir Groisman, oplyser ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at 32 minearbejdere er omkommet ved eksplosionen.

70-200 mennesker i minen
Tidligere oplyste lokale embedsmænd, at der var omkring 70 minearbejdere i minen, da eksplosionen skete.

Den russiske tv-station RT tilføjer, at der var forskellige meldinger fra minearbejdernes fagforening og myndighederne om, hvor mange mennesker der befandt sig i minen, da eksplosionen fandt sted.

Nogle kilder oplyser til tv-stationen, at der var 73 mennesker i minen, mens andre siger, at der kan have været op mod 207 mennesker.

En arbejder, som forlod minen iført beskidte overalls, nævner over for Reuters, at 45 mennesker skal være spærret inde i minen. Tallet kunne ikke umiddelbart bekræftes.

- Jeg har hørt, at 45 personer er spærret inde. De fik en ud, siger minearbejderen, der blot oplyser, at han hedder Oleg.

På spørgsmålet om, hvorvidt det kan lykkes at redde flere minearbejdere, svarer Oleg:

- Jeg har været i minen i 23 år, og dette er den fjerde eksplosion, jeg kan huske. Hvis de ikke har fået dem ud med det samme, vil de kun hente lig op senere. En eksplosion er en forfærdelig ting.

Formentlig metangas
Mange minearbejdere er spærret inde i minen, oplyser en talsmand for fagforeningen til nyhedsbureauet AFP.

Der er mistanke om, at eksplosionen er forårsaget af metangas, skriver britiske BBC.

I de seneste år har minerne i Ukraine været ramt af en række dødsulykker der har kostet over 200 minearbejdere livet, blandt andet på grund af svigtende sikkerhedsrutiner.

Zasijadko-minen, hvor eksplosionen fandt sted onsdag morgen, har også tidligere været ramt af dødsulykker, rapporterer RT. En eksplosion i 2007 kostede 106 mennesker livet i denne mine.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere