Mindst 40 dræbt under voldsomme demonstrationer i Irak

Vi ønsker os arbejde, vand, elektricitet og sikkerhed, siger demonstrant i Bagdad. 40 er døde og 2000 såret

En ny bølge af demonstrationer i Irak har fredag kostet mindst 40 mennesker livet. Det oplyser politi- og sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Tusindvis af irakere er samlet flere steder i det sydlige Irak og i hovedstaden Bagdad i protest mod regeringen, den høje arbejdsløshed og den udbredte korruption i landet.

- Vi ønsker os kun fire ting: arbejde, vand, elektricitet og sikkerhed. Det er alt, hvad vi vil have, siger 16-årige Ali Mohammed, der har dækket sit ansigt med en t-shirt for at undgå at indånde tåregas.

Mindst 2000 mennesker er kommet til skade under de voldsomme demonstrationer rundt i landet. Det viser en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet Reuters på baggrund af oplysninger fra politiet og hospitaler i Irak.

Optællingen er lavet sammen med Den Irakiske Menneskeretskommission.

De fleste af de sårede var på gaden i Bagdad, hvor sikkerhedsstyrker ville hindre dem i at nå frem til Den Grønne Zone. Her ligger flere regeringsbygninger og udenlandske ambassader.

Sikkerhedsstyrker bruger tåregas, varmt vand og gummikugler for at sprede demonstranterne i Bagdad.

Længere mod syd i landet har en iranskstøttet milits skudt mod demonstranter, der ville sætte ild til militsens hovedkvarter i byen Nasiriya, fortæller unavngivne sikkerhedskilder til Reuters.

Mindst ni demonstranter har mistet livet.

I byen Amara er otte mennesker dræbt. Seks af ofrene er demonstranter, et offer er militsmedlem, og den sidste tilhører en irakisk efterretningstjeneste, siger politikilder.

I byen Diwaniya oplyser kapellet, at 12 demonstranter døde, da de blev fanget i en brændende bygning. Branden blev startet af andre demonstranter, der tilsyneladende ikke vidste, at der var mennesker i bygningen.

Derudover har demonstranter mistet livet i Basra i den olierige del af Irak, i byen Hilla og i byen Samawa.

Talsmand for Iraks indenrigsministerium Khalid al-Muhanna har oplyst, at mindst 68 politi- og militærfolk er blevet såret.

I en tv-tale lover premierminister Adel Abdel-Mahdi at imødekomme demonstranterne ved at foretage en regeringsrokade og gennemføre reformer allerede i næste uge.

- At kræve regeringens afgang uden et alternativ, der er i overensstemmelse med forfatningen, vil kaste landet ud i kaos, siger han.

Modsat mener demonstranten Salah Mohammad, at landets elite oftest blot er en marionetdukke for en af de to stormagter, der forsøger at påvirke landet: Iran og USA.

- Vi ønsker at vælte regeringen, vi har ikke flere krav til den, siger han.

- Vi vil have, at Iran skal tage sine folk og smutte, og USA skal tage sine folk og smutte og lade det irakiske folk bestemme selv.

Fredagens demonstrationer mod regeringen og den udbredte korruption i landet kommer, efter at demonstrationer tidligere på måneden har dræbt mindst 149 civile og otte medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere