Mindst 43 dræbt i luftangreb mod marked

Oppositionsaktivister beskylder russiske krigsfly for at stå bag et blodigt angreb mod et grøntmarked

Mindst 43 civile er dræbt i en række luftangreb i det nordvestlige Syrien mandag.

De fleste af ofrene - 35 civile og to, der ikke umiddelbart er identificeret - blev dræbt på en travl markedsplads i byen Maaret al-Numan i Idlib-provinsen.

Over 100 andre er såret i luftangrebet mod markedspladsen.

Seks andre blev dræbt i angreb, der ramte den nærliggende by Sarqib. Det var regeringsstyrker, der stod bag dette angreb, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) til nyhedsbureauet AFP.

SOHR overvåger situationen i Syrien via et netværk af kilder og aktivister i landet.

Syriske oppositionsaktivister siger, at det var russiske krigsfly, der stod bag det blodige angreb mod markedspladsen.

- Det er en af de mest modbydelige massakrer udført af russiske krigsfly, siger en af aktivisterne, Hadi Abdallah, i et videoopkald fra stedet, skriver nyhedsbureauet AP.

Men det russiske forsvarsministerium afviser, at de russiske fly "foretog missioner i det område af Syrien".

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra den syriske regering.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere