Næststørste nogensinde

Tusindvis af mennesker er flygtet fra skovbranden i Californien, der stadig truer omkring 14.000 bygninger

Næststørste nogensinde

Brandene har raset siden juli.

Den store skovbrand i Californien, der har fået navnet Dixie, har bredt sig og er nu den næststørste i Californiens historie.

Det oplyser det californiske brandvæsen, Cal Fire, søndag ifølge avisen Washington Post.

Branden har fortæret et område på 1874 kvadratkilometer. Det svarer til arealet på hele østaten Mauritius eller et halvanden gang så stort område som Lolland.

Tusindvis af mennesker er sendt på flugt fra deres hjem i det nordlige Californien.

Dixie har blandt andet forvandlet den historiske by Greenville til aske, og den truer fortsat omkring 14.000 huse og bygninger i det nordlige Californien, meddeler de californiske brandmyndigheder ifølge avisen.

Men de ødelæggelser, Dixie har forårsaget, er - endnu - ikke så voldsomme som eksempelvis den såkaldte 'Camp Fire' i 2018, der dræbte mindst 85 mennesker og brændte sig vej gennem mere end 18.000 bygninger.

Endnu er der ikke fundet omkomne som følge af Dixie. Men tre brandfolk er kvæstet, og branden har ødelagt hundredvis af bygninger, skriver Washington Post.

De californiske brandmænd har nu fået kontrol med lidt over en femtedel af branden, skriver Cal Fire på Twitter søndag.

Tidligt søndag morgen dansk tid var myndighederne i gang med at lede efter fem mennesker, der er savnet.

Fem andre, der var meldt savnet, blev fundet lørdag.

Over 5000 brandmænd er sat ind for at få bugt med flammerne.

Et skift i vejret i form af køligere og svagere vinde har givet brandfolkene et pusterum, som ventes at fortsætte hele søndagen.

- Vi forventer, at branden opfører sig på samme måde som i går, hvilket var temmelig moderat, sagde brandchef Jack Cagle på en briefing lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.