Nato er i fuld gang med at optrappe støtten til Tyrkiet

Nato-chef siger, at den optrappede støtte til Tyrkiet er besluttet, inden Tyrkiet skød russisk kampfly ned

Nato-landene vil optrappe den militære støtte til Tyrkiet og iler nu deres Nato-allierede til undsætning med flere fly og skibe.

Før et udenrigsministermøde, der starter i Bruxelles senere tirsdag, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at 'vi vil arbejde på flere tiltag for at sikre Tyrkiets sikkerhed'.

Han siger dog samtidig, at den optrappede støtte ikke er udløst af krisen efter Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly tirsdag i sidste uge.

- Vi har styrket luftforsvaret over Tyrkiet i adskillige år, og vi har besluttet at adressere behovet for at støtte Tyrkiet før hændelsen i sidste uge. Så det har været på dagsordenen i lang tid, siger Stoltenberg.