Newzealandsk politi identificerer de sidste vulkanofre

En 17-årig australsk pige er blandt de to døde, der fortsat savnes efter et vulkanudbrud for otte dage siden

Alle ofrene for et vulkanudbrud i New Zealand i sidste uge er nu blevet identificeret. Således er to australiere og en amerikaner senest blevet formelt identificeret.

Det oplyser newzealandsk politi tirsdag.

Udbruddet den 9. december på vulkanøen White Island, der er en populær turistattraktion, dræbte 18 mennesker. Yderligere 17 personer modtager intensiv behandling for alvorlige forbrændinger.

Efter en langvarig retsmedicinsk undersøgelse er de seneste ofre blevet identificeret. Der er tale om to australiere - 32-årige Richard Aaron Elzer og 47-årige Julie Richards - samt den 49-årige Barbara Jean Hollander, der var amerikansk statsborger med australsk opholdstilladelse.

- Processen med at identificere katastrofeofrene er nu afsluttet, oplyser politiet i en erklæring.

For første gang har politiet også offentliggjort identiteten på de to ofre, hvis lig forsat savnes. Der er tale om 17-årige Winona Jane Langford fra Australien og 40-årige Hayden Bryan Marshall-Inman fra New Zealand.

Eftersøgningshold håber stadig at finde resterne af de to, som antages at være i vandet ud for White Island. Men ifølge politiet hæmmer dårligt vejr arbejdet med at finde dem.

Mindst 12 af de 18 dræbte var australiere, mens tre andre var amerikanske statsborgere med bopæl i Australien.

To andre var newzealændere, der arbejdede som rejseguider på White Island, der også kendes som Whakaari.

Alle de døde og savnede er blevet identificeret og navngivet offentligt med undtagelse af en mand, der døde på et hospital i Sydney i weekenden. Hans familie har bedt om, at hans oplysninger bliver holdt private.

Der befandt sig i alt 47 turister på øen, da vulkanen gik i udbrud. De kom fra Australien, USA, Storbritannien, Kina, Tyskland, Malaysia og New Zealand.

Myndighederne er i færd med at undersøge, hvorfor rejsearrangører fik lov til at tage turister med ud på vulkanøen, kun få dage efter at forskere havde hævet risikoniveauet for et udbrud.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere