Kampene om stålværket Azovstal har raset i flere uger.
Men de seneste dage er flere af de ukrainske styrker blevet evakueret til russisk kontrolleret områder.
Den humanitære hjælpeorganisation Røde Kors har efter aftale med Rusland og Ukraine registreret hundredvis af dem som krigsfanger.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Artiklen fortsætter under billedet..
Slaget i Mariupol
Stålværket Azovstal i Mariupol har dannet ramme om blodige kampe, som er blevet kendt over hele verden.
Stålværket har været belejret af russiske styrker, og situationen er blevet beskrevet som 'helvede på jord' for de ukrainske styrker.
- Soldaterne i stålværket befinder sig det værste sted i krigen. Både når man kigger på intensiteten af kampene og varighed har de været i de sværeste betingelser under konflikten, sagde militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Lennart Schou Jeppesen til Ekstra Bladet i forrige uge om situationen ved Azovstal.
De første styrker blev evakueret fra området mandag nat.
Efterfølgende takkede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, de evakuerede soldater.
Antallet af ukrainske styrker, som er blevet evakueret fra stålværket er ifølge AP nået op på 1730.