Nordkorea affyrer missil over Japan

Nordkorea har affyret et missil, der har passeret hen over japansk land

Som svar på Nordkoreas missilaffyring har Sydkorea nu frigivet optagelser af en tilsvarende missiltest foretaget i sidste uge. Video: AP

Nordkorea har affyret et missil, der er fløjet hen over japansk landområde, bekræfter det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Missilet blev affyret klokken 21.57 dansk tid fra Sunan, der ligger nær Pyongyang.

Missilet faldt i vandet 1180 kilometer øst fra Cape Erimo, der ligger på den nordlige japanske ø Hokkaido.

Ifølge sydkoreansk militær tilbagelagde missilet 2700 kilometer, inden det slog ned i havet.

Truer Guam
Nordkorea har tidligere truet med at angribe den lille stillehavsø Guam, der blandt andet huser en amerikansk militærbase.

Guam ligger godt 3400 kilometer fra Nordkorea.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, siger, at det affyrede nordkoreanske missil ikke har udgjort en trussel for USA.

- Vi kan bekræfte, at missilet blev sendt af sted fra Nordkorea og fløj over Japan, siger Robert Manning, der er talsmand i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Slog alarm
Japans premierminister, Shinzo Abe, siger, at han vil gøre alt hvad han kan for at beskytte befolkningen. .

– Det er en seriøs og alvorlig trussel, som undergraver trygheden og freden i regionen, siger Abe ifølge CNN.

Kort tid forinden havde Abe talt med Donald Trump, og de to statsledere blev enige om at lægge mere pres på Nordkorea. De vil nu bede om et hastemøde i FN's sikkerhedsråd for at diskutere yderligere konsekvenser for Nordkorea.

Nordkorea har de seneste måneder foretaget flere prøveaffyringer af ballistiske missiler.

Den seneste runde var for to døgn siden, hvor det amerikanske militærs stillehavskommando observerede tre affyringer af missiler fra Nordkorea.

Ifølge amerikanerne kom to af missilerne aldrig op at flyve, mens det tredje sprang i luften kort efter affyringen.