Nordkorea rasler atter med sablen: Vores atomlager er klar til angreb

Det nordkoreanske styre lægger ikke skjul på, at de er parat til at angribe med voldsomme våben

Kim Jong-un og Nordkorea praler igen med deres militære magt, som de fastholder, de ikke vil tøve med at anvende. (Arkivfoto: AP)
Kim Jong-un og Nordkorea praler igen med deres militære magt, som de fastholder, de ikke vil tøve med at anvende. (Arkivfoto: AP)

Mens USA har fået sikret en historisk atom-aftale med Iran for at minimere risikoen for brugen af det frygtede våben, fortsætter diktaturstaten Nordkorea med at skrue op for krigsretorikken med atomvåben.

Således har styret via det statsstyrede medie KCNA annonceret, at landets atomkompleks er fuldt ud operationsdygtigt, og at landet er parat til at bruge det mod eksempelvis USA på hvilket som helst tidspunkt. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Hvis USA og andre fjendtlige kræfter fortsætter deres hensynsløse fjendtlige politik mod DPRK (Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Nordkoreas officielle navn, red.) og opfører sig uanstændigt, er DPRK fuldt ud parat til at svare igen med atomvåben på ethvert givent tidspunkt, lyder det fra direktøren for landets atomværk ifølge KCNA.

Nordkorea er ifølge meddelelsen i færd med at forbedre kvaliteten og antallet af landets atomvåben, så de er parat til at svare igen over for fremmede magter.

Genstartet atomprogram
Meddelelsen kommer som opfølgning på en annoncering i 2013, hvor Nordkorea svor at de ville genopstarte alle landets atomprogrammer som følge af den optrappede konflikt med nabolandet og USA. Atomprogrammet havde ellers været lukket ned siden 2007 som en del af en nedrustningsaftale. Genopstartningen af programmet har altså nu ifølge regimet ført til et fuldt funktionsdygtigt atomarsenal.

Nordkorea formodes at have et mindre arsenal af atomvåben, men det vurdere, at selvom landet har adskillige kort- og middelrækkende missiler, har de endnu ikke et missil, der er i stand til at bære et atomvåben til eksempelvis USA.

Den seneste udmelding giver ifølge AP anledning til en frygt for, at landet vil foretage atomprøvesprængninger eller tests af deres missilsystemer, mens der dog også kan være tale om tomme ord i et forsøg på at få lettet nogle af sanktionerne mod landet.

Siden Nordkorea i 2009 smed et internationalt hold af observatører ud af landet, har udenlandske eksperter ikke haft mulighed for at observere landets atom-produktion, og de konkrete oplysninger er derfor sparsomme.

Den seneste annoncering fra det nordkoreanske statsmedie skal som så ofte før forsøge at styrke diktatoren Kim Jong-uns magt i landet, idet det skal vidne om endnu en stor bedrift under hans ledelse.