Nu brændes de døde i gaderne

Knap 4000 mennesker mistede livet i jordskælvet i Nepal. Overalt i gaderne er der bål, hvor ofrene kremeres

Ifølge hinduernes tradition bliver de døde kremeret, hvorefter asken spredes i en flod. Over 80 procent af indbyggerne i Nepal opfatter sig selv som hinduer. (Foto: AP)
Ifølge hinduernes tradition bliver de døde kremeret, hvorefter asken spredes i en flod. Over 80 procent af indbyggerne i Nepal opfatter sig selv som hinduer. (Foto: AP)

Dødstallet efter jordskælvet i Nepal stiger time for time, og de lokale myndigheder har travlt med at kremere de mange ofre. For hinduerne er det et gammelt ritual at brænde de døde på et bål, hvorefter asken spredes i en flod.

Tusinder af indbyggere og turister har tilbragt de seneste nætter under åben himmel i Katmandu, mens efterskælv truer med at få de skrøbelige bygninger til at kollapse.

Gader og parker er fulde af telte og presenninger, mens folk forsøger at få fat i mad, rent drikkevand og medicin, der bliver bragt ind af nødhjælpsorganisationerne, skriver Reuters.

Samtidig kæmper sporhunde og redningsfolk mod uret for at finde overlevende, der ligger begravet i sammenstyrtede bygninger.

Dødstallet efter det værste jordskælv i Nepal i 81 år er mandag eftermiddag opjusteret til 3726, oplyser en embedsmand fra det nepalesiske indenrigsministerium.

Det er en stigning på 500 fra tidligere oplysninger mandag. Landets regering frygter, at antallet af dødsofre for lørdagens skælv, der er målt til 7,9 i styrke, kan nå op på 5000.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der 52 danskere i Nepal, som man mangler at komme i kontakt med. Det antal ændrer sig dog hele tiden.

Ekstra Bladet kunne tidligere fortælle, at ni unge, danske højskoleelever, der har været savnet i nationalpark uden for Katmandu, er fundet i god behold efter to døgns uvished.

- Det er en kæmpe lettelse, at ambassaden i Nepal kan bekræfte, at de ni elever er fundet og i god behold, siger pressechef i Mellemfolkeligt Samvirke, Mikala Satiya Rørbech, til Ekstra Bladet.

Se også: Ni unge danskere i Nepal fundet i god behold

Det er stadig vanskeligt for myndighederne at komme i kontakt med nogle af de værst ramte områder i den lille nation i Himalaya.

Det skyldes, at landets infrastruktur er brudt sammen, og vejene ud af Kathmandu er tæt pakket med folk, der forsøger at komme væk.

FN's børnefond siger, at knap en million børn i Nepal er alvorligt påvirket af skælvet, og organisationen advarer mod risiko for vandbårne og smitsomme sygdomme.

Jordskælvsofre kremeres ved Pashupatinath-templet, der ligger ved Bagmati-floden i Katmandu. (Foto: AP)
Jordskælvsofre kremeres ved Pashupatinath-templet, der ligger ved Bagmati-floden i Katmandu. (Foto: AP)

(Foto: AP)
(Foto: AP)
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere