Nu hyldes såret helte-hund

Præsident Donald Trump har delt et billede af en militærhund, der har fået flere hundrede tusinder likes

Foto: Ritzau Scanpix/Handout
Foto: Ritzau Scanpix/Handout

En militærhund bliver hyldet i USA for at have bistået i angrebet på lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi.

I et fastgjort tweet fra USA's præsident, Donald Trump, har han delt et billede af en militærtrænet hund. Den skal have jagtet Baghdadi igennem nogle tunneler, inden IS-lederen detonerede en bombevest og dræbte sig selv.

Hunden slap med skrammer efter eksplosionen.

- Her er billedet af den vidunderlige hund, der gjorde et fantastisk arbejde med at fange Baghdadi, skriver Trump til billedet.

Præsidentens opslag har fået over 300.000 likes.

Mark Milley, der er stabschef for USA's væbnede styrker, siger, at militæret vil holde hundens navn hemmeligt. Men han fortæller, at den udførte et fantastisk stykke arbejde.

- Hunden er stadig på hospitalet, og vil vende tilbage til tjeneste. Vi beskytter dens identitet, siger han ifølge det amerikanske medie Npr.

En tidligere marinesoldat siger til Npr, at militæret typisk bruger hunde i farlige missioner for at rekognoscere.

Den pågældende hund er af racen belgisk malinois. Det er den typiske hunderace, som militæret bruger i missioner som den mod Baghdadi.

Denne hunderace blev også brugt i jagten på den tidligere al-Qaeda-leder Osama bin Laden.

Hunderacen minder om en schæferhund. Men den er mindre og har kortere hår, hvilket er vigtigt i varme områder som Mellemøsten.

Den berygtede og eftersøgte IS-leder Baghdadi blev dræbt af amerikanske specialstyrker i en militæroperation i weekenden. Han havde været mål for en årelang menneskejagt i Syrien.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere