Ny katastrofe i Wuhan

Regnmængder og oversvømmelser raser lige nu i Wuhan og byerne omkring Yangtze-floden

Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix
Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix

De røde alarmer er endnu engang tændt i den kinesiske by Wuhan, hvor coronavirus havde sit udbrud tidligere i år.

Denne gang er det ikke virus, men enorme vandmængder, som borgerne lider under.

Reuters skriver, at det er store mængder nedbør, der får floderne i området til at flyde over.

Wuhan grænser blandt andet op til den kolossale Yangtze-flod.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Wuhan kæmper mod ny plage. Foto: Ritzau Scanpix/STR
Wuhan kæmper mod ny plage. Foto: Ritzau Scanpix/STR
 

Man har et sikkerheds-reservoir, der skal være med til at beskytte byerne omkring floden, men i skrivende stund er vandstanden ti meter højere end reservoirets sikkerhedsniveau, og mere vand flyder til.

50.000 kubikmeter vand bruser således ind i reservoiret i sekundet.

Poyang-søen i provinsen Jiangxi bliver formet af det vand, der flyder ud fra Yangtze. Lige nu er vandstanden 2,5 meter højere end sikkerhedsniveauet. 

Den har udvidet sig mere end 2000 kvadratkilometer i løbet af dette års oversvømmelsessæson, hvilket har ført til, at omkringliggende byer står under vand.

Det er ikke blot almindelige borgere, som bliver påvirket af de rasende vandmasser. Også industrien i området går i stå, når alt infrastruktur er oversvømmet og ufarbart.

Ifølge vejrudsigten får Wuhan en lille pause for regnen fredag, men den kommer til at fortsætte hen over weekenden. Der bor 11 millioner mennesker i Wuhan.

Foto: Ritzau Scanpix/STR
Foto: Ritzau Scanpix/STR