Ny katastrofe på vej mod Indien

Verdens næstmest folkerige land har været hårdt ramt af coronapandemien. Nu er en cyklon på vej

Det rusker og blæser, og flere steder er allerede oversvømmet i Indien.

Indens befolkning har i foråret 2021 på mange måder været særdeles hårdt plaget, blandt andet af en corona-pandemi der er løbet løbsk.

Og nu skal indbyggerne forberede sig på endnu en større katastrofe.

En cyklon, der har fået navnet Yaas, har nemlig sat kursen mod Indiens østkyst, og over en million mennesker er blevet evakueret fra lavtliggende områder af frygt for cyklonens hærgen.

Det skriver blandt andre nyhedsbureauet AP.

Langt over orkanstyrke
To personer har allerede mistet livet, og cyklonen ventes at ramme kysten med fuld styrke omkring middag lokal tid.

Personale fra det nationale katastrofeberedskab har været rundt for at opfordre lokale til at søge til et mere sikkert område. Foto: Rupak De Chowdhuri/Reuters/Ritzau Scanpix
Personale fra det nationale katastrofeberedskab har været rundt for at opfordre lokale til at søge til et mere sikkert område. Foto: Rupak De Chowdhuri/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Cyklonen medfører voldsomt regnvejr og vindhastigheder på op mod 38 m/s med vindstød på op mod 43 m/s. Begge hastigheder er langt over DMI's grænse for orkanstyrke, hvor grænsen ligger på 32,6 m/s.

Cyklonen medfører da også mere voldsomme fænomener med sig, da en tornado tirsdag fik fat i nogle elledninger, som ramte to personer og beskadigede 40 huse i Vestbengal i det nordøstlige Indien.

Som følge af de voldsomme udsigter er lufthavnen i millionbyen Kolkata i Vestbengal blevet lukket indtil klokken 20 lokal tid, og togtrafikken er desuden blevet indstillet.

Truende mørke skyer ud for byen Digha i Vestbengal. Foto: Dibyangshu Sarkar/AFP/Ritzau Scanpix
Truende mørke skyer ud for byen Digha i Vestbengal. Foto: Dibyangshu Sarkar/AFP/Ritzau Scanpix
 

Frygter høje bølger
Foreløbig har cyklonen ifølge AP sendt mere end 170 millimeter regn ned over regionerne Chandabali og Paradip i Odisha, og man frygter at tidevandsbølger på op mod fire meter kan ramme og oversvømme lavtliggende områder.

Den voldsomme cyklon kommer kun kort tid efter at en anden voldsom cyklon, der fik navnet Tauktae, ramte vestkysten og dræbte mere end 140 mennesker.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Sådan her så det ud, da cyklonen ramte Mumbai

På grund af den kritiske coronasituation i landet bliver personer, der skal evakueres, opfordret til at iføre sig dobbelt mundbind, når de bliver samlet i ly med mange andre mennesker.

- Vi er nødt til at håndtere begge udfordringer samtidig, lyder det fra Odishas topminister, Naveen Patnaik, ifølge AP.

Foto: Rupak De Chowdhuri/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Rupak De Chowdhuri/Reuters/Ritzau Scanpix