Vladimir Putin rasler med sablen og har nu angiveligt gjort et af landets mest moderne krigsskibe klar.
Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Og isenkrammet på fregatten med navnet Admiral Gorshkov gør det ekstra interessant. Ifølge forsvarsminister Sergey Shoigu er det nemlig de hypersoniske Zircon-missiler, der er ombord. Og de skal en tur gennem Middelhavet, Det Indiske Ocean og Atlanterhavet.
Det er dog fortsat uklart, om missilerne er til brug eller blot handler om at spille med musklerne over for Vesten.
- Hovedformålet med denne mission er at fokusere på at håndtere truslerne mod Rusland, opretholde fred i regionen og stabilisere sig med venlige nationer, fortalte Sergey Shoigu til Tass uden at nævne krigen i Ukraine med et ord.
Putin: Powerfuldt
Også Vladimir Putin udtaler sig i artiklen.
- Der findes ingen lignende våben i verden. Jeg er sikker på, at et så powerfuldt våben vil beskytte Rusland fra eksterne trusler og vil hjælpe med at sikre landets interesser, siger præsidenten.
Ifølge amerikanske Missile Defense Advocacy Alliance har de hypersoniske Zircon-missiler rækkevidde på mellem 500 og 1000 kilometer, og kan blive skudt af sted med knap 10.000 kilometer i timen.
Hvis det passer, vil det være det hurtigste missil i verden.
'Alene på grund af dets hastighed vil det gøre det stort set umuligt at forsvare sig imod. Et andet værdifuldt aspekt af missilet er dets plasmasky. Under flyvning er missilet fuldstændigt dækket af en plasmasky, der absorberer radiofrekvensstråler og gør missilet usynligt for radarer. Det gør det muligt for missilet at forblive uopdaget på vej mod målet', skriver Missile Defense Advocacy Alliance om missilet.
Ruslands forsvarsministerium hævder, at man har "ødelagt" 120 ukrainske soldater i forbindelse med et angreb nær Druzhkivka-banegården. Den nyhed og flere andre får du her i dagens overblik fra krigen i Ukraine