Ny sort boks fra nedstyrtet fly er fundet

Dykkere har fundet den anden sorte boks fra AirAsia-flyet, der styrtede ned i Javahavet 28. december

De første optagelser af AirAsia-flyets sorte boks er nu blevet offentliggjort. (Foto: AO)

Endnu en sort boks er blevet fundet i kølvandet på AirAsia-flystyrtet i december, skriver Channel NewsAsia og nyhedsbureauet AP. Det sker kort efter, at dykkere lokaliserede - og mandag morgen - fik bjærget den første sorte boks fra det nedstyrtede fly.

Det var et hold indonesiske dykkere der fik bjærget en sort boks fra flyet, oplyser chefen for redningstjenesten, Fransiskus Bambang Soelistyo.

- Klokken 7.11 i morges lykkedes det os at bjærge den del af de sorte bokse, som indeholder informationer om flydata, siger han ved en pressekonference.

Boksen indeholder data om flyet, som blev optaget på dets rute fra Surabaya mod Singapore, før det forsvandt fra radaren.

Den anden sorte boks, som indeholder oplysninger om kommunikationen i flyets cockpit, er endnu ikke fundet.

- Vi forsøger fortsat at finde cockpit-optageren, siger Bambang Soelistyo.

AirAsia Airbus A320-flyet styrtede i Javahavet med 162 mennesker om bord.

Mange af ofrene fra styrtet befinder sig formentlig fortsat i flyets kabine på havbunden. Indtil videre er kun 48 af de 155 passagerer og syv besætningsmedlemmer blevet bjærget.

Lørdag lykkedes det ved hjælp af store flydeballoner at bjærge halepartiet fra Airbus-flyet fra bundet af havet.

Halepartiet, hvor de såkaldte sorte bokse normalt opbevares, blev fundet på havbunden 30 meter under overfladen. Ved hjælp af et par gigantiske orange balloner og en kran blev halen hævet lørdag og placeret på dækket af et fartøj.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere