Ny stormagt går ind i kampen mod Islamisk Stat

Den tyske forbundsregering har godkendt en plan om at slutte sig til den militære indsats i kampen mod Islamisk Stat

Nu går endnu en stormagt ind i kampen mod terror-organisationen Islamisk Stat i Syrien.

Den tyske forbundsregering har nemlig godkendt en plan, hvor de har valgt at stille med blandt andet et rekognosceringsfly, en fregat og op til 1200 soldater, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det kommer i kølvandet på Frankrigs anmodning om at tilslutte sig kampen efter terrorangrebet i Paris.

Regeringen godkendte pakken tirsdag, oplyser flere regeringskilder over for Reuters.

Hvis planen skal føres ud i livet kræver det dog stadig, at den bliver godkendt i nationalforsamlingen i Berlin, hvor regeringen dog har et klart flertal.

Den tyske beslutning kommer dog ikke som nogen overraskelse, eftersom forbundskansler Angela Merkel for få dage siden lovede sin franske kollega Francois Hollande, at Tyskland ville gå ind i kampen.

Ifølge den tyske avis Bild vil tyskerne dog ikke direkte involvere sig i luftkrigen.