153 passagerer og seks besætningsmedlemmer slap med skrækken, da en Airbus fra AirAsia Zest forulykkede under landingen i Kalibo i Filippinerne i formiddags.
Flyet fra Manila, Filippinerne, til Kalibo kørte ud over landingsbanen kl. 10.42 og endte i det høje græs for enden af banen. Hjulene sank ned i den bløde jord og stoppede flyet brat.
Her skete de 10 værste flyulykker
Besætningen udløste evakuerings-sliskerne, og alle om bord slap uskadte ud af flyet.
Ulykken skyldes muligvis vejret. Filippinerne er påvirket af orkanen Jangmi, og en passager, som ventede på afgang fra lufthavnen i Kalibo, skrev på sin twitter-profil: - Vejret er sindssygt.
Airbus-flyet, et A320-200, er af samme type som katastrofe-flyet fra AirAsia, der forsvandt under et uvejr på ruten mellem Surabaya i Indonesien og Singapore med 155 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord.
Flyet, der kørte af banen i dag, ejes af AirAsias datterselskab AirAsia Zest, som også er et lavprisselskab. AirAsia Zest har en flåde på 15 fly.
Flyulykker: Her er flere end 8000 døde
Den indonesiske journalist Jet Damazo Santos var med på flyet og skriver på twitter:
- Motorerne blev slukket, og vi fik besked på at evakuere flyet straks og lade vores håndbagage ligge. Brandbiler ventede. Ingen kom til skade. Flyet stoppede brat. Vejret var hårdt.
Ifølge journalisten blev evakueringen af flyet håndteret godt af besætningen.
Efter at katastrofe-flyet fra AirAsia QZ8501 i dag blev fundet i vandet i Karimata Strædet ud for Indonesien er der hidtil blevet bjærget 40 lig.