Omstridt skib lægger til kaj i Valencia

Søndag morgen dansk tid er båden Aquarius med hundredvis af migranter om bord nået frem til Spanien

Skibet "Aquarius", der siden sidste weekend har sejlet rundt med 629 migranter om bord, er tidligt søndag morgen dansk tid lagt til kaj ved den spanske havneby Valencia.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De 629 migranter blev reddet op fra havet under seks separate operationer ud fra Libyens kyst. Alle personerne blev efterfølgende bragt til "Aquarius".

Blandt de hundredvis af migranter er 123 uledsagede børn, 11 andre børn og syv gravide.

I flere dage sejlede skibet rundt uden at vide, hvor det skulle lægge til henne. Det skete, efter at både Italien og Malta afviste at tage imod det standede skib.

Myndighederne på Malta afviste at tage imod "Aquarius" med henvisning til, at migranterne blev samlet op i et farvand kontrolleret af Libyen, hvor italienske myndigheder koordinerer redningsaktioner.

Samme weekend meddelte Italiens nye regering, at landet ville nægte "Aquarius" at lægge til kaj. Frankrig beskyldte derpå Italien for "uansvarlighed". Dermed var en diplomatisk tvist mellem de to EU-lande en realitet.

Senere gav den spanske premierminister, Pedro Sanchez, som blev indsat på sin post for kun en uge siden, ordre til, at skibet skulle have lov til at lægge til i Valencia.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere