Efter at have hærget en række øer i Caribien er orkanen Matthew nået til Haiti, og meteorologer advarer om, at det kan udvikle sig til en katastrofe.
Slumområdet Cité Soleil i hovedstaden Port-au-Prince risikerer at blive ramt hårdt. Hele området med 500.000 indbyggere ligger under havniveau, skriver Associated Press.
I Port-au-Prince er skolerne lukket, mens befolkningen hamstrer benzin på tankstationen og mad i supermarkedet.
Det voldsomme uvejr har foreløbig kostet fire mennesker livet i Caribien, herunder en 16-årig dreng.
Kraftig nedbør ramte mandag Haiti og Jamaica og skabte oversvømmelser mange steder.
Myndighederne i Haiti har evakueret 3000 mennesker fra en ø sydvest for Haiti med helikopter. Ifølge landets indenrigsminister befinder omkring 30.000 personer sig i udsatte områder.
Matthew blæser med vindstød på 225 kilometer i timen, oplyser USA’s nationale orkancenter i Miami.
- Vi har at gøre med en farlig orkan, der er på vej mod det vestlige Haiti og østlige Cuba, siger meteorolog Richard Pasch og tilføjer:
- Folk, der bliver ramt af oversvømmelser og jordskred, vil forhåbentlig finde et andet sted at være, fordi det er der, vi har set tab af menneskeliv.
Matthew er den kraftigste orkan i området siden orkanen Felix i 2007.
Det er endnu usikkert, om USA's atlanterhavskyst vil blive ramt, skriver Associated Press.