Over 100 dræbt under kampe i Syrien

I Syrien er det nu kun to regioner, som ikke er underlagt regimets kontrol: Idlib og den nordvestlige del.

Heftige kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i det nordvestlige Syrien har siden torsdag kostet 101 mennesker livet, siger observationsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

- 53 af de dræbte var regeringstro soldater, mens 48 var jihadister og islamister, siger menneskerettighedsgruppen, som har hovedkvarter i Storbritannien.

De syriske regeringsstyrker har samme med deres russiske allierede i flere måneder været i offensiven i området, hvor islamister i gruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) er aktiv.

Men jihadisterne har gennemført en modoffensiv og indtaget flere byer. Torsdag kom der meddelelser om, at mindst 21 regeringstro soldater var blevet dræbt.

HTS kontrollerer det meste af Idlibprovinsen og dele af provinserne Hama, Latakia og Aleppo. Men også andre jihadist- og islamistgrupper deltager i modoffensiven.

Jihadisterne og deres allierede har iværksat en offensiv i Hama, hvor de har indtaget landsbyerne Tal Maleh og Jibeen efter hårde kampe og luftangreb udført af regiet og russiske styrker.

Efter otte års borgerkrig i Syrien er det nu kun to regioner, som ikke er underlagt regimets kontrol: En større del af det nordvestlige Syrien og Idlib.

- Kampene i området har været de hårdeste siden slutningen af april, hvor kampene begyndte at eskalere, siger Rami Abdel Rahman, som leder Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Idlib skulle ellers være beskyttet af regeringsstyrkerne, som sammen med russerne har erklæret området for en stødpudezone. Men jihadisterne har afvist at trække sig ud af den planlagte demilitariserede zone.

Dette har medført optrappede luftbombardementer af regionen siden sidst i april.

- Over 300 civile er blevet dræbt i perioden, siger Observatoriet, mens FN siger, at over 270.000 er blevet tvunget til at flygte deres hjem.

/ritzau/AFP

Skærm

Hent flere
Hent flere