På et splitsekund ændrer alt sig

En dramatisk video viser, hvordan et pars bryllupsvideo pludselig ændrer sig dramatisk

Her ændrer alt sig på et splitsekund. Video: Reuters via Ritzau Scanpix

Den libanesiske brud Israa Seblani glemmer næppe sin bryllupsvideo.

Desværre af de helt forkerte årsager.

Tirsdag havde den 29-årige kvinde taget plads i Beiruts gader for at posere til videoen, men på et splitsekund ændrede alt sig.

En kolossal eksplosion rystede hele Beirut, og det samme gjaldt Israa Seblani.

I kølvandet på videoklippet har brudeparret talt med Reuters, hvor de fortæller, at de stadig er chokerede.

- Jeg har forberedt mig på min store dag i to uger, og ligesom alle andre kvinder var jeg meget glad. Jeg skulle giftes, mine forældre skulle se mig i den hvide kjole, og jeg ville ligne en prinsesse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Israa Seblani poserer foran det sted, hvor hendes drømmevideo endte i kaos. Foto: Ritzau Scanpix
Israa Seblani poserer foran det sted, hvor hendes drømmevideo endte i kaos. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Der er ingen ord, der kan beskrive, hvad der skete i forbindelse med eksplosionen. Jeg var chokeret. Jeg undrede mig over, hvad der var sket. Skulle jeg dø?, siger Israa Seblani til Reuters.

Overvejer andre planer
Hun fortæller samtidig, at hun ikke kan huske ret meget fra episoden, da hun var i chok. Deres plan var, at de skulle bo sammen i Libanon, men nu overvejer de at rykke til USA, hvor hun har statsborgerskab.

Eksplosionen skete tirsdag eftermiddag på havnen i Beirut, og den var - ifølge Libanons præsident, Michel Aoun - forårsaget af antændelse af ikke mindre end 2750 tons ammonium nitrat, der normalt bruges i gødning og som sprængstof i bomber.

Mindst 135 er døde, og ikke under 5000 er sårede.

Israa Seblani sammen med sin mand Ahmad Subeih. Foto: Ritzau Scanpix
Israa Seblani sammen med sin mand Ahmad Subeih. Foto: Ritzau Scanpix