Premierminister beskudt af militsfolk

Ifølge øjenvidner er der udbrudt kampe flere steder i Yemens hovedstad. Indbyggere flygter ud af byen

I løbet af mandag har der været heftige kampe mellem den yemenitiske hær og shiamuslimske Houthi-militsfolk i Yemens hovedstad Sanaa. Skud og eksplosioner kan høres fleres steder i byen.

Det beretter øjenvidner til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

I forbindelse med sammenstødene er Yemens premierministers kortege blevet beskudt, men Khalid Bahah skal være sluppet uskadt. Det skriver informationsminister Nadia Sakkaf på Twitter.

Tidligere mandag kunne skud fra automatrifler og granater høres tæt ved præsident Abd-Rabbu Mansour Hadis palads, men det er uvist, om præsidenten har befundet sig i paladset.

Mange militsfolk og regeringsstyrker befinder sig i gaderne omkring præsidentpaladset, og flere indbyggere i Sanaa er flygtet ud af byen.

Yemens stats-tv har rapporteret, at der skulle være indgået en våbenhvile, men det stemmer ikke overens med stadige meldinger om ildkampe i Sanaa. Flere indbyggere, som Reuters har talt med, siger således, at der stadig kan høres skud i byen.

Houthi-militsen har i mange år kæmpet mod regeringen i Sanaa og har siden september kontrolleret en række områder i Yemen, heriblandt dele af hovedstaden.

I september indgik militsen imidlertid en aftale med præsidenten om dannelsen af en ny regering, hvor flere Houthi-folk blev udnævnt til rådgivere for præsidenten. Aftalen betød samtidig, at militsen skulle trække sig væk fra en række centrale statslige institutioner, som de havde besat.

Ud over regeringens soldater kæmper Houthi-militsen med al-Qaeda i Yemen, der for nylig tog skylden for terrorangrebet mod det franske satire-magasin Charlie Hebdo.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere