Slut dig til hæren, eller sig farvel til dit eksamensbevis.
Det er det limbo, som flere afgangsstuderende ved Moscow Aviation Institute angiveligt er havnet i. Et russisk topuniversitet, der bl.a. uddanner ingeniører specialiseret i luftfart, rum- og missilteknologi.
Det skriver Sky News ifølge det uafhængige socialpolitiske russiske medie Vertska.
- Diplomet bliver ikke udstedt, før man skriver under på indkaldelsen. På kontoret, hvor man skriver under på beviset, sidder en kommissær fra militæret, fortæller en studerende til det russiske medie.
Det drejer sig om de studerende, der har specialiseret sig i 5,5 år, og siges at være en del af Ruslands plan om at mobilisere tusindvis af unge mænd fra hele landet til hæren.
Ifølge Vertska har nogle af de studerende afslået tilbuddet om at tilslutte sig den russiske hær, hvilket har kostet eksamensbeviset.
Stop slagtningen
I september 2022 beordrede den russiske præsident, Vladimir Putin, en delvis mobilisering af omkring 300.000 personer fra reserven.
Men da det i februar blev anslået, at over 200.000 russiske soldater er faldet eller såret i krigen i Ukraine, vil dem fra reserven kun holde i 17 måneder, har amerikanerne vurderet.
Mange af de unge mænd, der bliver sendt i krig, er ovenikøbet utrænede, hvilket har fået en deres pårørende til at bønfalde Putin om at sende dem hjem fra slagmarken.
- Vores mænd bliver sendt afsted mod fronten, som var de lam, der skulle slagtes. Fem ad gangen mod 100 sværtbevæbnede soldater fra fjendens side, fortalte en kvinde i en video på beskedtjenesten Telegram tidligere på måneden.
Ifølge Ukraine lader det dog ikke til at have rørt noget inde i den russiske præsident, der angiveligt har planer om at mobilisere yderligere 500.000 soldater. Det nægter præsidenten dog at være tilfældet.