Putin og Erdogan indgår ny aftale om Syrien

Tyrkiske og russiske tropper skal patruljere grænseområde, som kurdiske styrker skal have forladt

Find ud af hvad konflikten handler om her.

Den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, har tirsdag indgået en aftale om den syrisk-tyrkiske grænse.

Det fortæller de på et pressemøde ifølge flere medier.

Ifølge aftalen har de kurdiske styrker fra YPG fået 150 timer til at trække sig 30 kilometer væk fra grænsen.

Herefter skal tyrkiske og russiske styrker patruljere grænseområdet, lyder det ifølge aftalen mellem de to præsidenter. Den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, har ifølge AFP bekræftet, at de russiske styrker skal patruljere sammen med de tyrkiske.

Redur Kalil, der repræsenterer kurderne i det nordøstlige Syrien, siger, at kurderne fuldt ud har levet op til aftalen om våbenhvile, som USA og Tyrkiet blev enige om at sætte i værk i sidste uge.

Den ville formelt udløbe tirsdag aften.

- Vi har fuldt ud overholdt betingelserne for våbenhvileaftalen. Vi har trukket alle vore militær- og sikkerhedsstyrker væk fra området, hvor der er militære operationer. Lige fra Ras al-Ain i øst til Tell Abyad i vest, siger han.

Zonen er et bælte langs Syriens nordøstlige grænse, som Tyrkiet vil gøre til et sikkert område.

Beskeden om, at Rusland og Tyrkiet i fællesskab vil patruljere i zonen i det nordøstlige Syrien, kommer næsten samtidig med, at den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, har foreslået, at Europa stiller med en militær styrke til at overvåge den sikre zone.

Den tyrkiske hær krydsede for lidt over to uger siden ind i Syrien, for at drive YPG tilbage. Tyrkiet omtaler kurderne som terrorister.

YPG og den lokale kurdiske ledelse i det nordøstlige Syrien har været USA's allierede i kampen mod Islamisk Stat og det selvudråbte kalifat i Syrien og Irak.

Præsident Donald Trump gav alliancen et banesår, da han tidligere på måneden meddelte, at en amerikansk styrke på mindre end 2000 soldater ville blive trukket ud af det nordøstlige Syrien.

Styrken havde samarbejdet med YPG i kampen mod Islamisk Stat.