Store områder i Sibirien står i flammer, og den russiske region risikerer rekordmange naturbrande denne sommer.
Det skriver The Moscow Times.
De voldsomme naturbrande i Sibirien fik i sidste uge Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at kræve handling fra de regionale myndigheder.
Samtidig slog Putin fast, at sidste års brandsæson, som var den hidtil værste, ikke må gentage sig, skriver Reuters.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det russiske militær er tidligere blevet indsat til at assistere brandmændene i kampen mod naturbrandene, som er intensiveret de seneste somre.
Allerede i april kunne The Washington Post berette, at netop ressourcer kan blive et problem i denne brandsæson, fordi både mandskab og udstyr er indsat i krigen i Ukraine.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Svære at slukke
Det bliver ikke nødvendigvis let at kontrollere eller slukke brandene i Sibirien, fortæller Jens Oddershede, der er chef for det internationale beredskab i Beredskabsstyrelsen.
Infrastrukturen og muligheden for at slukke brandene er nemlig ofte dårlig i arktiske områder.
- Der er måske ikke veje, der fører frem til branden, og så skal man bruge brandslukningsfly, og det kan være svært at slukke fuldstændig fra luften, fordi det kan ligge og brænde neden under tørven, og så kan ilden blusse op igen senere, forklarer Jens Oddershede.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hyppigere og voldsommere
Han fortæller samtidig, at arktiske brande er blevet hyppigere og voldsommere, fordi nedbørsmængderne svinger meget.
- Det ser vi blandt andet også på grund af klimaforandringerne. Regnen udebliver, og det er tørt, siger han.
Han oplyser desuden, at Rusland ikke har anmodet om hjælp fra EU til at bekæmpe brandene i Sibirien.