I bedste sendetid på Russia-1 opfordrer værten Vladimir Solovjov jævnligt til brug af atomvåben i Ukraine og at invadere Baltikum og Polen.
Senest stod Norge for skud.
Det skriver norske Dagbladet.
Solovjov er blevet uofficiel talsmand for den russiske invasion, og det er mere reglen end undtagelsen, at der prædikes død og ødelæggelse over det meste af Vesten i hans program 'Aftenen med Vladimir Solovjov'.
Rent bluff
- Frankrig er helt nøgne nu takket være Macron, lyder værtens analyse af den franske præsident. Det skyldes ifølge Solovjov Frankrigs militære støtte til Ukraine under krigen.
Dernæst skifter Solovjov fokus til Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg.
- Hvor er Stoltenberg fra? Norge? Beskyd dem! Er han norsk eller dansk? lød det fra værten.
Det er dog ikke en trussel, som den pensionerede generalløjtnant i den norske hær Arne Bård Dalhaug tillægger den store vægt.
- Jeg betragter det som fuldstændig urealistisk, men det skriver sig ind i serien af fuldstændigt uansvarlige udmeldinger, som russiske politikere har rettet mod Norge, udtaler Dalhaug til Dagbladet.
Ifølge generalløjtnanten tjener Solovjovs rabiate udtalelser mere som 'intern medicin' mod den brogede folkestemning i Rusland end en konkret drejebog for den russiske krigsmaskine.
- Jeg tror, at det er tiltænkt som intern medicin i Rusland. Det er nok også et forgæves forsøg på at influere Vesten til at nedskalere støtten til Ukraine, siger Dalhaug.
Læs også: Brutalt magtspil: Putins nye træk