I starten af oktober erklærede Vladimir Putin - stærkt fordømt af vesten - fire ukrainske regioner for russisk land.
Trods annekteringen har ingen af de fire regioner set skyggen af den russiske præsident.
Nu siger talsmand for Putin ifølge CNN, at den russiske præsident vil besøge Donbas-regionen.
- Det vil helt sikkert ske med tiden, fordi det er en del af den russiske føderation, lyder det fra Dmitrij Peskov, talsmand for Vladimir Putin.
Hver dag samler Ekstra Bladet de seneste nyheder om krigen i Ukraine
Vil aldrig anerkende det
Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjza - som sammenlagt er cirka 20 procent af det ukrainske land - blev sidst i september annekteret af den russiske præsident Vladimir Putin.
Under en ceremoni foran russiske toppolitikere erklærede Putin nemlig, at Rusland vil annektere de fire besatte ukrainske regioner efter resultatet af såkaldte folkeafstemninger i de berørte regioner.
De skabte stor fordømmelse verden over, hvor blandt andet de store industrilande i G7-gruppen i en fælles erklæringer sagde, at folkeafstemninger er i strid med FN's charter og folkeretten.
– Vi vil aldrig anerkende disse folkeafstemninger, som ser ud til at være et skridt mod en russisk annektering, hedder det i udtalelsen fra G7-landene.