Det har tidligere været fremme, at lederen af den berygtede Wagner-gruppe, Jevgenij Prigosjin, angiveligt er faldet i unåde ved Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Nu er det private militære sikkerhedsfirma, som har været involveret i nogle af krigens mest brutale kampe, også havnet i problemer.
Det indrømmede Prigosjin onsdag, da han talte til en gruppe pro-krigsbloggere og statsjournalister, som var i det østlige Ukraine, skriver The Guardian.
- Antallet af Wagner-enheder vil formindskes, og vi vil heller ikke være i stand til at udføre opgaver i det omfang, som vi gerne vil, lød det fra den russiske oligark.
Den tidligere kommandør i Wagner-gruppen er ked af, at han har kæmpet på russisk side i Ukraine. Det siger han i et større interview efter flugten til Norge
Slut med fanger
Sidste år blev en video af Prigosjin delt vidt og bredt. Videoen viser angiveligt, hvordan han forsøgte at lokke en gruppe indsatte med i krigen ved at love, at de kunne kæmpe sig til frihed i Ukraine - hvis altså ikke fangerne undervejs skulle komme på andre tanker.
Men den taktik er nu fortid, fortalte Jevgenij Prigosjin, der også er kendt som 'Putins kok' på grund af sine forbindelser til Vladimir Putin.
- I har alle hørt, at rekrutteringen af fanger til vores rækker er stoppet, lød meldingen fra den russiske oligark.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Prigosjin har ikke givet nogen forklaring på, hvorfor det private militære sikkerhedsfirma ikke længere vil rekruttere tropper i fængslerne. Ifølge The Guardian udgør indsatte på nuværende tidspunkt en stor del af Wagner-gruppen.
Sender stikpille
'Putins kok' indrømmede samtidig, at kampene i Bakhmut 'ikke går så hurtigt, som vi gerne ville'. Han sendte i den ombæring en stikpille til det russiske forsvarsministerium, da han beskyldte 'frygteligt militærbureaukrati' for at have forhindret, at Wagner allerede inden årsskiftet havde overtaget Bakhmut.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Andre enheder viser ikke den aktivitet, de burde. Hvis der var tre til fem grupper som Wagner, ville vi allerede dyppe vores fødder i Dnipro-floden (som løber gennem Kiev, red.), sagde han.
Det omstridte private militære sikkerhedsfirma Wagner blev stiftet i 2014 af Jevgenij Prigosjin. Det indrømmede han selv sidste år, efter han i årevis havde afvist, at han stod bag.