Rapport: Orkanen Maria tog næsten 3000 liv i Puerto Rico

En rapport bestilt af Puerto Ricos regering sætter dødstallet fra orkan betydeligt højere end hidtil

2975 mennesker omkom på Puerto Rico som følge af orkanen Maria i løbet af de seks måneder, efter at uvejret havde ramt i september 2017.

Det er vurderingen i en ny rapport, der er bestilt af Puerto Ricos regering. Rapporten blev præsenteret tirsdag.

Regeringen har tidligere foretaget en midlertidig vurdering, der satte antallet af omkomne til 1400. Men det officielle dødstal har hidtil været sat så lavt som 64 dødsofre.

Det var meget lavt sat, fordi lægerne ikke havde tilstrækkelig viden om, hvordan man opgør tabstal efter en katastrofe. Det siger forskere fra The Milken Institute School of Public Health, som står bag den nye rapport.

- Vi håber, at regeringen vil acceptere dette som det officielle dødstal, siger instituttets dekan, Lynn Goldman.

Omkring 40 af Puerto Ricos 78 kommuner oplevede betydeligt flere dødsfald end normalt i det halve år efter orkanen.

Nogle af årsagerne til, at dødsfald i månederne efter katastrofen tilskrives uvejret, kan være afbrydelser i hospitalernes drift eller manglende adgang til lægehjælp på grund af blokerede veje.

For tre måneder siden udkom en anden rapport, der anslog, at orkanen Maria kostede i alt 4645 mennesker livet.

Det kan endda være en "betydelig undervurdering", skriver forskerne bag den rapport. Her blev tabstallet vurderet til reelt at være over 5700.

Rapporten fra maj var udarbejdet af forskere på det amerikanske Harvard University og publiceret i det ansete lægetidsskrift New England Journal of Medicine.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere