Befinder du eller nogle af dine pårørende sig i det ramte område? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Send os en sms til 1224 (alm. takst) eller en mail til 1224@eb.dk.
Under murbrokkerne høres skrig og lyde i den sydtyrkiske provins Hatay.
Tyrkiet er hårdt ramt, efter jordskælvet natten til mandag har skabt store ødelæggelser.
Ti-etagers bygninger er smuldret ud på gaderne, og dødstallet er fortsat stigende.
En grædende mand ved navn Deniz står i silende regn og vrider sig i fortvivelse.
- De laver lyde, men ingen kommer, siger han til Reuters.
I løbet af den tid, han har stået og observeret de ødelagte bygninger og redningsarbejdere, har der endnu ikke været nogen, der er sluppet levende ud derfra.
- De råber 'red os', men vi kan ikke redde dem, siger han.
Han fortæller, at der ikke har været nogen redningsarbejdere siden mandag morgen, og at de desperat gerne vil redde de skrigende mennesker, der er fanget under murbrokkerne.
På jagt efter sin mor
Kvinden Ayla fortæller til Reuters, hvordan hun er kørt fra Gaziantep til Hatay for at finde sin mor. Hun fortæller, at der stod hunde og gøede af ødelagte murbrokker, hvor mennesker er fanget under.
- Jeg frygtede, det var min mor. Men det var en anden, siger hun.
Rundt omkring ruinerne ligger familier og sover i biler. Ayla derimod bruger sin bil til at hjælpe redningsholdet.
- Jeg tændte bilens lys for at hjælpe dem. De tog to lig ud. Ingen overlevende, siger hun.
Folk, der er svøbt ind i tæpper, samles omkring bål for at holde varmen i frostgraderne.
Ifølge det tyrkiske katastrofeagentur er 13.740 eftersøgnings- og redningspersonale blevet indsat, og mere end 41.000 telte, 100.000 senge og 300.000 tæpper er blevet sendt til regionen.