En eksplosion i grænsebyen Suruc i Tyrkiet, der mandag morgen dræbte mindst 27 og sårede omkring 100, er formentlig et terrorangreb udført af Islamisk Stat.
Terrorangreb i Tyrkiet: 30 dræbt og 100 såret ved eksplosion
Men selvom Tyrkiet er et af de mest populære rejsemål for danskere, så er mandagens terrorangreb ikke noget, som kommer til at påvirke danskernes ferie.
- Det er slet ikke et område, hvor turister kommer, så det er ikke noget, der ryster vores gæster. Det vil tage 11 timer at køre i bil fra Antalya, som er en af vores største turistdestinationer, til Suruc. Det er virkelig langt væk, siger Torben Andersen fra Spies til Ekstra Bladet.
Han understreger desuden, at folk er blevet meget immune overfor terrorangreb rundt omkring i verden.
- Folk stopper jo ikke med at tage til Paris, fordi der er sket et terrorangreb. Det samme gælder de populære turistdestinationer. Og folk er også ret gode til at skelne imellem, hvor det er farligt, og hvor det ikke er.
- I dette tilfælde kunne det jo ligeså godt have været på den anden side af grænsen, at eksplosionen skete. Så folk fortsætter deres ferie, som om ingenting var hændt, lyder det.
Der er ca. 10.000 danskere i Tyrkiet lige nu. I løbet af året vil ca. 263.000 slikke sol ved de tyrkiske strande.