Rigmandsdatter og syv veninder dræbt i flystyrt

Privatfly styrtede ned i iransk bjergside på vej hjem fra polterabend

Mina Basaren (i midten med hvid badekåbe) og hendes syv veninder har mistet livet på vej hjem fra polterabend. Billedet her er taget på deres hotel i Dubai. Foto: Privat
Mina Basaren (i midten med hvid badekåbe) og hendes syv veninder har mistet livet på vej hjem fra polterabend. Billedet her er taget på deres hotel i Dubai. Foto: Privat

Den 28-årige Mina Basaran og syv af hendes veninder blev søndag aften dræbt, da deres fly styrtede ned i en bjergside nær Shahr-e Kord i Iran, hvor der var meget dårligt vejr.

Det skriver adskillige tyrkiske medier og ABC Australia.

Foruden de otte kvinder blev tre besætningsmedlemmer om bord på privatflyet dræbt. Ingen overlevede styrtet.

Den 28-årige Mina Basaran var datter af den tyrkiske forretningsmand Huseyin Basaran, og hun var ifølge tyrkiske medier udset til at overtage virksomheden efter sin far.

De otte kvinder havde alle været på tur i Dubai, hvor de holdt Mina Basarans polterabend forud for hendes bryllup i næste måned.

Hun havde selv løbende delt billeder fra turen på Instagram, heriblandt et hvor hun befandt sig i flyet med en stor buket blomster. Hendes Instagram-konto er siden blevet lukket, formentlig af familien efter dødsfaldet.

Se også: Et tyrkisk privatfly med 11 personer styrter i Irans bjerge

Sorte bokse fundet
Det er lykkedes at bjærge de sorte bokse fra flyvraget, men lokale redningsfolk kunne hurtigt konkludere, at der ikke var nogen chance for, at nogen kunne have overlevet det voldsomme flystyrt.

Voldsomme billeder viser resterne af flyet efter styrtet. Foto: Alireza Motamedi/Tasnim News Agency via AP
Voldsomme billeder viser resterne af flyet efter styrtet. Foto: Alireza Motamedi/Tasnim News Agency via AP
 

Det er uvist, hvorfor flyet styrtede ned, men det kan netop de sorte bokse formentlig være med til at opklare. Det voldsomme snevejr i området formodes dog at have været en afgørende faktor.

Huseyin Basaran er kendt for at have en bred palet af områder, som han har været involveret i. Han har tidligere været næstformand i fodboldklubben Trabzonspor, og han står bag flere store byggeprojekter. Hans måske mest berømte byggeri er luksuslejligheder i Asien-siden af Istanbul med navnet Mina Towers, opkaldt efter hans nu afdøde datter.

Flyet, der styrtede ned, var ifølge tyrkiske nyhedsbureauer af mærket Bombardier med modelnummer CL604. Flyet var indregistreret i faderens private selskab, Basaran Holding.

Det er kun omkring en måned siden, et fly sidst styrtede ned i Iran. Her mistede 65 personer livet, da et passagerfly styrtede ned i det sydlige Iran.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen