Russiske specialstyrker er blevet beordret til at tage til Kasakhstan, hvor der har hersket totalt kaos siden onsdag.
Både specialstyrker fra 76. luftbårne division og specialstyrker fra 45. luftbårne brigade er sendt afsted.
Derudover er adskillige andre russiske specialstyrker i højt alarmberedskab. Det skriver den russiske tv-station REN TV på Twitter.
Seneste nyt fra Kasakhstan er, at 12 politibetjente er døde under sammenstød i forbindelse med protester i byen Almaty i Kasakhstan.
Én af betjentene blev fundet halshugget, skriver nyhedsbureauet AP.
Totalt kaos
Onsdag lukkede styret i landet ned for internettet og netværk for mobiltelefoner, mens landets præsident svor, at der vil blive svaret hårdt igen på, hvad han kalder 'massive angreb' på sikkerhedsstyrker.
Uroen har ført til voldsomme scener på gader og pladser i landets største by, Almaty. Opstanden er udløst af store prisstigninger på brændstof til biler.
Demonstranterne har blandt andet lavet stormløb mod regeringsbygninger og lufthavnen. Samtidig har man forsøgt at sætte ild til flere bygninger.
Allerede i går lød det fra præsidenten, at flere var blevet dræbt og såret af demonstranter. Her gjorde han det klart, at der ville blive svaret hårdt igen.