Efter flere døgn med relativ ro genoptog Rusland tirsdag luftangreb mod det oprørskontrollerede østlige Aleppo i fuldt omfang, siger oprørskilder på stedet samtidig med overvågningsgruppen Det Syriske Observatorie for Menneskerettigheder (Sohr).
- Et nyt tungt bombardement er i gang, siger Zakaria Malhifji fra oprørsgruppen Fastaqim.
De nye bombardementer er især rettet mod bydelen Bustan al-Qasr.
Mindst otte civile blev dræbt ved angrebene.
- Dette er det mest voldsomme luftangreb, siden det syriske regime den 5. oktober meddelte, at det ville nedtrappe bombardementerne, siger Rami Abdel Rahman, som leder Det Syriske Observatorie for Menneskerettigheder.
Det syriske militær siger, at de oprørere, som er i den østlige del af Aleppo, kan forlade området sammen med deres familier, hvis de nedlægger deres våben.
Oprørerne kalder udmeldingen for et bedrag.
Præsident Bashar al-Assad forsøger at vinde fuldstændig kontrol over storbyen, som i årevis har været delt mellem oprørere og regeringshæren.
FN og det internationale samfund har i flere uger bedt præsident Assad og hans regime om at indstille kampene, så hjælp kan komme frem til de områder, hvor der mangler mad og medicin.
Islamisk Stat (IS) kontrollerer i dag cirka 65.500 kvadratkilometer i Irak og Syrien, svarende til cirka halvanden gang størrelsen af Danmark.
Det vurderer IHS, et internationalt analyseinstitut med fokus på sikkerheds- og forsvarspolitik.