Rusland opsnapper snak om ekstremistisk alliance i Syrien

Ifølge russerne har Islamisk Stat og Nusra Fronten drøftet en alliance mod den syriske hær

Det russiske forsvarsministerium har opsnappet radiokommunikation mellem de to ekstremistiske grupper Islamisk Stat og Nusra Fronten, som ifølge russerne pønser på at slå sig sammen i en offensiv mod den syriske regeringshær.

- Via radio har man opsnappet informationer om, at militante ledere fra flere store enheder i Nusra Fronten og fra Islamisk Stat drøfter en alliance mod den syriske hær, siger generalmajor Igor Konasjenkov ifølge russiske nyhedsbureauer.

Islamisk Stat og Nusra Fronten er begge sunniekstremistiske oprørsgrupper, som bekæmper det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

En international alliance ledet af USA bomber Islamisk Stat i Syrien, mens Rusland, som er allieret med Syriens præsident, bomber alle oprørsgrupper i landet.

Amerikanerne har bombet i Syrien siden sidste efterår, mens Rusland indledte sin bombekampagne 30. september.