Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i lang tid efterspurgt kampvogne fra Nato-landene, og nu ser det ud til, at der kommer svar på tiltale.
I hvert fald skriver flere medier, at Tyskland skulle være i gang med at sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine, og det rygtes samtidig, at USA vil sende deres M1 Abrams-kampvogne afsted.
Det får den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, til at lange hårdt ud efter USA, som han kalder den 'rigtige aggressor' i Ukraine-krigen.
'Det ville være endnu en åbenlys provokation mod Rusland. Ingen bør være i tvivl om, hvem der er den rigtige aggressor i konflikten,' skriver Antonov i et opslag på ambassadens Facebook.
Vil smadre det hele
Ambassadøren er dog ikke i tvivl om, at en forsendelse af amerikanske kampvogne ikke vil ændre krigens gang det mindste eller stoppe russerne i 'selvsikkert at befri russisk territorium fra nazismetruslen,' lyder det.
'Hvis man beslutter at sende M1 Abrams' til Kiev, så vil de amerikanske kampvogne blive tilintetgjort sammen med alt andet Nato-materiel,' skriver Antonov i opslaget.
Han mener samtidig, at det vil være umuligt at forsvare en forsendelse af kampvogne med, at de skal bruges defensivt og ikke offensivt.
Sluttelig skriver ambassadøren, at det udelukkende handler om USA's 'proxy-krig', og at Kongressen i USA har givet grønt lys til at bruge amerikanske våben i de ulovligheder, han mener, ukrainerne begår mod det russiske folk.