Præsident Vladimir Putin har svunget pisken i Ukraine.
Store dele af landet har været udsat for missilangreb, og de seneste meldinger lyder, at russiske tanks har krydset grænsen fra Belarus og drøner af sted mod den ukrainske hovedstad, Kijev.
Konflikten spidser altså til, hvilket har givet massevis af mennesker bekymrende panderynker. Også russere i lille Danmark.
Én af dem er Leonid Khmelnitski, der har boet i Danmark siden 1989. Han følger udviklingen i Ukraine og tager stærkt afstand fra sine landsmænds handlinger. Derudover skyder Khmelnitski skarpt efter sin præsident, som han er utilfreds med.
- Putin er en trussel for hele verdenen. Han hører ikke til Rusland, men til Sovjetunionen, som han forsøger at genskabe, lyder ordene fra russiske Leonid Khmelnitski.
- Putin betyder krig. Han råder over mange atombomber, så han er farlig. Vi har kun set første dag af krigen i dag.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Friheden er på spil
I skrivende stund er der meldinger om syv døde og ni sårede personer under russisk artilleribeskydning forskellige steder i Ukraine.
Massevis af indbyggere flygter fra den ukrainske hovedstad, hvor russiske kampvogne har kurs mod, hvilket bekymrer Leonid Khmelnitski.
Han håber, at ukrainerne vil stå sammen i den vanskelige tid og vinde friheden tilbage.
- Ukrainerne har vist, hvor meget de holder af friheden. Det gjorde de i 2014, og de vinder også denne kamp. Jeg er optimistisk, afslutter Leonid Khmelnitski..
Ekstra Bladet følger konflikten i og omkring Ukraine tæt. Du kan følge med i vores liveblog her.
--------- SPLIT ELEMENT ---------