Russisk kamphelikopter i kæmpe brøler: Skød missil direkte mod tilskuere

Tre personer er kommet til skade, efter en russisk helikopter ved en fejl kom til at sende et missil af sted mod en flok tilskuere

Det er ikke meningen, at folk skal komme til skade i en øvelse.

Det var ikke desto mindre tilfældet, da Rusland indledte deres monster-øvelse i sidste uge kaldet Zapad. Torsdag klokken 8 dansk tid lød startskuddet til det, der af NATO er betegnet som den største russiske militærøvelse siden Den Kolde Krig.

Men noget gik galt.

Det skriver flere medier heriblandt The Guardian.

Ifølge det britiske medie kom en russisk kamphelikopter ved en fejl til at sende et missil af sted mod en række tilskuere, der var mødt op for at følge øvelsen på tætteste hold.

Efter sigende kom tre mennesker til skade ved uheldet, der også blev fanget på video. Her ses det hvordan en såkaldt Ka-52-helikopter - også kendt som 'den sorte haj' - kommer flyvende direkte mod tilskuerne. Men pludselig affyrer den et missil.

I kølvandet på uheldet er det småt med oplysninger fra de russiske myndigheder, der blot oplyser, at der blev sendt tre missiler af sted i forbindelse med den store øvelse.

 

Forsvarsministeriet har ifølge The Guardian heller ikke ønsket at klargøre, hvad der sket. Det oplyser blot, at skaderne er opstået som følge af 'en persons dumhed'.

Dæknavne for Polen, Litauen og Letland?
Ifølge Rusland deltager der 12.700 mand i årets øvelse. Heraf er 7200 hviderussere, mens 5500 er russere. Rusland fastholder, at der udelukkende er tale om en defensiv øvelse, hvor en terrorgruppe forsøger at destabilisere den ukrainske regering, hvor Rusland så skal komme og hjælpe.

Øvelsen har vakt bekymring blandt NATO-lande som Polen, Litauen og Letland, som mener, at de fiktive stater er en form for dæknavne for deres egne lande.

For NATOs vedkommende er det ikke så meget scenariet, der er bekymrende, men derimod de oplysninger - eller mangel på samme - der er kommet fra Rusland.

NATO har nemlig ikke den store tiltro til, at det 'kun' er 12.700 soldater, der vil deltage i øvelsen.

Ifølge Wien-dokumentet fra 2011, der er underskrevet af alle medlemmer af OSCE, har en nation nemlig pligt til at invitere observatører fra de øvrige OSCE-medlemmer i forbindelse med øvelser, hvor der deltager mere end 13.000 tropper.

Samfund Danmark sender fly til Østersøen: Skal lure på Putins KÆMPE militærøvelse

Officielt har Rusland altid holdt øvelser med færre deltagere, men det giver man ikke meget for hos NATO. Her mener man nemlig, at der i den aktuelle øvelse er op mod 100.000 deltagere.

Det tal estimerer NATO blandt andet på baggrund af, at Rusland har planlagt 4000 togvogne til at transportere tropper mod Hviderusland. Så mange togvogne har kapacitet til at transportere i alt 30.000 tropper, svarende til to hele russiske divisioner.

Foruden tropperne, der er rykket mod Hviderusland, har Rusland de seneste år rykket en del tropper mod Kaliningrad. Derudover medregner NATO de tropper, der traditionelt rykker til Zapad-øvelserne, foruden dem der er placeret ved de baltiske grænser.

 

NATO mener derfor, at Rusland har en gigantisk øvelse, hvor de kan se sig fri fra frie observatører fra OSCE-landene. Flere lande har godt nok modtaget invitationer til at kunne sende observatører, men NATO tvivler på, at observatørerne får lov til at bevæge sig frit og tale med soldaterne, som Wien-dokumentet foreskriver.

Frygter uheld
De store placeringer af tropper kan ifølge NATO lægge et stærkt pres mod Ruslands nabostater med kort eller ingen varsel.

Derudover frygter de baltiske stater og Polen, at der kan ske utilsigtede militære uheld, fordi øvelsen foregår tæt på deres grænser. Især hvis Rusland også tester nukleare våben.

Hovedbekymringen er dog, at øvelsen kan udvikle sig til en form for overraskelsesangreb.

Således udviklede en øvelse i 2008 ifølge NATO sig til, at russiske tropper siden har befundet sig i dele af Georgien, mens også en øvelse i 2014 kom forud for krisen i Krim og det østlige Ukraine.

Atlantsammenslutningen citerer i et dokument den forhenværende polske præsident, Lech Kaczynski for 5. august 2008 at have sagt:

- I dag, Georgien. I morgen, Ukraine. Dagen efter, De Baltiske Stater, og måske senere vil tiden være inde for mit land, Polen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

- Intet tilfælles med virkeligheden
Rusland har dog blankt afvist beskyldningerne fra NATOs side.

På en pressebriefing forud for øvelsen, lød det fra viceforsvarsminister Alexander Formin, at vestens formodninger var som hevet ud af den blå luft.

Rusland afholdte en stor militærøvelse med Hviderusland. Vesten mener, at øvelsen er langt større, end Rusland har oplyst. Foto: AP
Rusland afholdte en stor militærøvelse med Hviderusland. Vesten mener, at øvelsen er langt større, end Rusland har oplyst. Foto: AP
 

- Ikke en eneste af disse paradokse versioner har noget tilfælles med virkeligheden. Dette er bekræftet af talsmænd fra både Rusland og fra Hviderusland, lød det blandt andet fra Formin.

Her fortalte han, at formålet med øvelsen alene var at træne tropperne i at kunne skabe militær sikkerhed for union-staten mellem Hviderusland og Rusland.

Ingen fare for Hviderusland
Både Rusland og Hviderusland afviser også, at Rusland har i sinde at lade tropper blive i Hviderusland.

Det scenarium har Rusland- og Hviderusland-kender Flemming Splidsboel også tidligere vurderet var usandsynligt.

- Der har for nylig været en lille konflikt mellem de to, hvor der var nogle russiske kampfly, der havde været udstationeret i Hviderusland. Der lød det fra Hviderusland, at de godt kunne sende dem hjem, mens russerne sagde, 'arh, det er måske bedre, de bliver lidt længere'. Men det ville Hviderusland ikke have, sagde han i august til Ekstra Bladet.

Rusland og Hviderusland er allerede i forberedelsesfasen til den store militærøvelse, der starter i midten af september. Dette billede er fra den tilsvarende øvelse i 2013. Foto: Wikimedia Commons/Kreml Politik Rusland planlægger kæmpe øvelse: Frygter det er 'den nye Krim'

Han mente, at det ikke var realistisk at øvelsen skulle bruges til at annektere Hviderusland eller dele af landet, som nogle observatører ellers havde frygtet.

Zapad 2017 varer fra torsdag, 14. september, frem til 20. september. Ifølge Rusland er øvelsen delt i to, hvor første del af øvelsen varer tre dage, mens anden del varer fire dage.